Napster kæmper for overlevelse

MediaWatch

Retssagen RIAA (Recording Industri Association of America) mod online-selskabet Napster kan blive en dramatisk affære for Napster. Risikoen for at det populære online-firma Napster må lukke og slukke, når retssagen er forbi, er tilstede. Og dermed muligheden for, at Internet-brugere verden over ikke længere vil kunne downloade gratis musik.

Den amerikanske musikindustris brancheorganisation RIAA mener, at Napsters software gør det muligt at stjæle musik, der er omfattet af ophavsrettigheder. Napster hævder derimod, at softwaren blot gør det lettere at udveksle og sample brugerens egen musik, ligesom de mener, at adgang til musik på Internettet fremmer salget af musik hos pladeselskaberne.

Mp3-samfundet "Napster"

I Danmark er al digital kopiering af musik ulovlig, medmindre man udtrykkeligt har samtykke fra ophavsmanden. Der er dog i dag stadig uklarhed om, hvad der er lovligt, og hvad der er ulovligt, når det handler om Internettet. Særlig når firmaet, der lægger softwaren ud, ligger i USA, hvor den amerikanske Kongres indtil nu har tøvet med at blande sig i det private marked.

I løbet af foråret afgjorde en forbundsdommer på Manhattan, at online musikdatabasen, MP3.com, havde overtrådt lovgivningen om copyright for lignende online aktiviteter, som dem Napster nu er stævnet for. MP3.com har siden indgået forlig med to af verdens største pladeselskaber, tyske BMG og det amerikanske Time Warner.

Men det er ikke kun domstolene, som Napster har grund til at frygte. Nogle af de musikgrupper, der har fået deres musik lagt ud på Internettet, er gået i aktion mod Napster. Således har heavy metal gruppen Metallica startet deres egen krig mod Napster. Medio april lagde gruppen sag an mod firmaet for "fribytteri" af 95 sange og krævede 100.000 dollars per nummer i erstatning. Napster indvilligede i at udelukke de skyldige brugere fra siten, hvis Metallica kunne identificere dem. Det gjorde gruppen i starten af maj, da de udpegede 335.435 Internet-brugere, der havde brugt Napster til at udveksle Metallica-sange. De pågældende brugere blev derpå udelukket fra Napsters site.

Kongressen lytter til parterne

Endnu engang var det rockgruppen Metallica, der spillede en fremtrædende rolle. Trommeslageren Lars Ulrich fortalte Kongressen, at Metallica var blevet overrasket over at finde deres egen musik som gratis download på Internettet. Han mente, at Napster havde "kidnappet" gruppens musik, og sammenlignede det at downloade musik gratis fra Internettet med at stjæle en CD i en musikbutik.

- Hvis musik er gratis at downloade, så er musikindustrien ikke levedygtig. Ligesom en snedker, der laver et bord og har ret til at afgøre, om han skal beholde det, sælge det eller forære det væk, bør vi så ikke også have det samme valg? spurgte Lars Ulrich

Overraskende viste det sig, at den amerikanske senator, republikaneren Orrin G. Hatch, skiftede side under høringen. Som republikaner havde han hidtil ikke ønsket at lovgive på det frie private marked. Hans støtte til Napster har i de seneste måneder gjort ham til en folkehelt blandt Internet-brugere fra hele verden, der har sendt tusindvis af takke-mails til senatoren. Men pladeindustriens argumenter, gjorde indtryk.

- En ret og rimelig licensprocedure er nødt til at finde sted, sådan som jeg ser sagen, erklærede senator Orrin. G. Hatch for den overraskede forsamling.

Selv om MP3.com tidligere har tabt en lignende sag, får RIAA ikke let spil. Napster har hyret en af de mest succesrige amerikanske advokater i den seneste tid, David Boies. Han stod i spidsen for det amerikanske justitsministerium under monopolsagen mod Microsoft. Det var blandt andet Boies, der håndterede de mange afhøringer af Microsofts topfolk og fik dem til at fremstå som utroværdige vidner - heriblandt Bill Gates. De kommende dage vil vise, om han kan rede Napster ud af den juridiske krise.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også