Sidste halvleg om de engelske fodboldrettigheder

MediaWatch

For at kunne maksimere indtjeningen på baggrund af udviklingen indenfor betalings-TV er rettighederne for første gang opdelt i forskellige kategorier. Og derved afspejler den skyhøje pris på rettighederne ikke blot den kommercielle interesse for fodbold, men den er ligeledes en konsekvens af at den samlede TV-aftale foruden de 66 livekampe også kommer til at indeholde rettigheder til Pay Per View, højdepunkter fra kampene lørdag og søndag, Internet rettigheder samt rettigheder til forsøg med Video On Demand og billedtransmission via mobilnettet.
Sidstnævnte muligheder vil give selskaber som Freeserve, British Telecommunications og Yes TV chancen for at komme ind på fodboldmarkedet. Endelig vil de nye klubejede TV-kanaler få lov til at bringe kampene på tidsforskudt basis - f.eks. med 48 timers forsinkelse. Det vil bl.a. den Manchester United orienterede MUTV kanal nyde godt af.

BskyB vil kæmpe for sine direkte transmissioner

Som sædvanlig er rettighederne godt stof i specielt den engelske presse og flere aviser har været i stand til at offentliggøre nogle ellers yderst fortrolige oplysninger fra forhandlingsbordet. Således hævder avisen Sunday Business at NTL har budt det højeste beløb med et bud på 300 millioner kr. højere end ONdigital og BSkyB. Fodboldklubberne i Premier League er ikke forpligtet til at følge det højeste bud, og der kan spille andre forhold ind i forbindelse med at træffe en beslutning om hvilket TV-selskab rettighederne skal sælges til. BSkyB er derfor stadig favorit, da ingen af de andre platforme ligesom BSkyB kan fremvise 6 millioner eksisterende husstande.

Pay Per View pakken indeholder rettigheden til at transmittere og opkræve indtægter fra 40 livekampe over sæsonen bragt som Pay Per View - det vil sige hvor seerne betaler for at se en enkelt kamp.

Indtil afgørelsens time vil luften være tyk af historier om rettighederne, og senest har et nyt rygte rystet TV-verdenen. Det er avisen The Guardian som beretter, at flere London-baserede venture kapital firmaer har foreslået fodboldklubberne at etablere deres eget betalings-TV selskab, for derved at holde rettighederne og hele omsætningen i egne rækker. Et sådant forslag betegnes dog som særdeles vanskeligt at gennemføre, da et nyt betalings-TV set-up i givet fald skulle starte fra bunden uden kunder.

En afgørelse, og det vil sige en offentliggørelse af hvilke TV-selskaber som har forhandlet sig frem til de respektive TV-aftaler, ventes i løbet af juli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også