DAB er døende

MediaWatch

Det ligner mere og mere en begravelse af DAB, før det overhovedet er født.

I Sverige og de fleste andre lande er DAB blot på prøve - man tester teknikken. Men det medvirker til at skabe usikkerhed hos fabrikanterne. Fabrikanterne siger bl.a.: Skal vi satse på en DAB-modtager, som ingen ved hvad er, eller en MP3 afspiller, som alle vil have?

I flere lande er det endnu ikke fastlagt, hvilke frekvenser DAB skal sende på. I Frankrig er hæren oven i købet en konkurrent til frekvenser.

SVTs programvirksomhed er ikke tilstrækkeligt til at få gang i produktioner af apparater. Det er helt nødvendigt, at de kommercielle kanaler er med. Men de svenske kommercielle radioer, der har stor lytteropslutning som følge af langt friere arbejdsvilkår end i Danmark, har trukket deres ansøgninger tilbage. De kommercielle radioers brancheforening siger, at det ikke er aktuelt at investere i frekvenser, som ikke kan tiltrække lyttere. I hvert fald så længe, at mange i branchen ikke tjener penge på deres analoge programvirksomhed. Mange svenske kommercielle radioer er endnu hæmmet af de høje koncessionsafgifter, de trækker rundt med efter frekvensauktionerne i begyndelsen af 90'erne.

I England findes én kommerciel digital radio, Digital One, men problemet her er også manglende lyttere.

Når det gælder den politiske side af sagen, er den svenske regering ikke villig til at udtale sig om DAB, før man kan vurdere det. Men det kan man ikke, før der er lyttere, og de kommercielle radioer er med.

Nu siger onde tunger, at satsningen på fremtidens radio - DAB - står for "Dead And Burried".

Det er Sverige og England, der er på forkant af udviklingen. I Sverige kan 80% af befolkning modtage public service radio på DAB, hvis de anskaffer en modtager. Men det har kun ca. 2.000 gjort og ingen lytter.

I England, som alle så som gennembrudsmarkedet, har 10.000 anskaffet en modtager.

Sveriges Radio udviklingsdirektør Jan Engdahl er bekymret. Han siger, at radio har klaret flere teknik overgange i sin 75 årige historie, men denne gang er det ikke sikkert, at mediet overlever. Radio kan forsvinde helt, når andre medier smelter sammen på nettet.

David Wood, BBC, sagde på en EBU-konference i maj, at trods DABs tekniske formåen, er man tæt på en krise. Hvis ikke radio klarer overgangen til en digital verden , vil den dø.

Da DAB blev vedtaget i Sverige i 1995, talte man om at afskaffe de analoge sendinger i 2005. Senere gættede man på 2010. I dag vil ingen melde en dato ud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også