Udenlandsk TV stabil plads i medierne

MediaWatch

Siden TV 2's start er antallet af danske TV-kanaler vokset støt, og udenlandske TV-stationer har fundet deres faste plads.

Mediawatch sætter her fokus på det lidt diffuse begreb "udenlandske kanaler", vel vidende at den kategori er svær at definere. Gallup fordoblede ved årsskiftet antallet af husstande med TV-meter til 1.000 og det har forbedret sikkerheden.

De mest betydende faktorer for distribution af udenlandsk TV og forbruget af kanalerne er nabolandenes TV, som også modtages jordbaseret, og Tele Danmarks Kabel TV, der forsyner ca. 25% af de danske husstande. Dertil kommer 3-5 store antenneforeninger.

I Tele Danmarks basispakke ligger norske og svenske public service kanaler og i den fulde pakke findes derudover mere end 20 TV-kanaler fra hele Europa. Her i blandt TCM/Cartoon Network, BBC Prime og BBC World, CNN, Eurosport og Discovery.

Udvikling i seerandele til TV-kanaler

Seerandele til et udvalg af danske og udenlandske kanaler målt blandt alle danskere over 3 år. *2000 (01.01-04.05)
Marketing researcher Mogens Østergaard fra Carat Danmark følger de udenlandske kanaler: "Vi vurderer, at udenlandske TV-stationer vil opleve en konstant stigende penetration. De ambitiøse aktører vil sætte yderligere kræfter ind på at komme ud på kabelnettet for at få en bid af brugerbetalingen.

Definitionen af udenlandsk TV kan være ganske vanskelig, da kanalerne findes i mange forskellige konstellationer og versioner. Bedst fornemmelse for forbruget fås ved at arbejde med kategorierne "Satellitkanaler" og "nabokanaler" i Gallups TV-meter.

Stabil seerandel

Svigter nabolandene

Midt i 90'erne så danskerne meget på de nye offensive kommercielle aktører fra nabolandene som svensk TV4 og RTL fra Tyskland. MTV og CNN var meget omtalte, men ikke særlig sete - undtagen når vi syntes, at verden brændte på.

I dag er nabolandenes andel faldet til 1,7%. Udenlandske satellitstationer er til gengæld steget til 9,3% fra 8,1%. Mange af dem tilbyder nu danske undertekster og oven i købet dansk tale. Det gælder f.eks. Eurosport, der har den højeste seerandel på 1,4% af al TV-forbrug i landet, efterfulgt af Turner Classic Movies (TCM) på 1,1%. TCM/Cartoon Network deler sendeplads i Tele Danmark Kabel og har fordoblet sin andel på kun ét år. Cartoon Network taler nu dansk og er blevet en yndet parkeringsplads for børnene.
Morgens Østergaard, Carat: "Den danske version af Cartoon Network har vist, at målgruppepræcist satellit-TV i lokal versionering kan opbygge sig en postion i markedet. Det giver stof til eftertanke i et kommende digitalt univers. B&Us bekymringer for, at de ikke længere er eneste referenceramme, er ikke ubegrundet".

Viasat's TV6 er ny i denne sammenhæng og har på ét år øget sin andel fra 0,1% til 0,5%. TV6 tilbyder ikke dansk tale, men derimod amerikansk erotik fra Playboy.

Begrebet udenlandske kanaler forsvinder

Til sammenligning bekræfter beregningerne, at de danske kanaler har godt fat i befolkningen i løbet af en gennemsnitsdag. Bedst TV 2, som hele 61% af befolkning tænder for i løbet af en dag. De nyere danske kanaler er nu nogenlunde med, idet 17% tænder for DR2 og 15% for 3+ på en dag. Til sammenligning lytter kun 11,8% til P1 i løbet af én dag.

Mogens Østergaard tror på fortsat udvikling for udenlandske kanaler: "Jeg tror fordanskningen fortsætter. Flere dubbede, speakede og subtitlede kanaler. De egentlige udenlandske kanaler forsvinder. Fragmenteringen fortsætter - øget antal programmer, men stabilt TV-forbrug. Flere nichekanaler og øget tematisering".

Mogens Østergaard afviser ikke, at bureauet vil se nærmere på mulighederne i fordansket udenlandsk TV i et marked, der ofte har få ledige TRP'er på de danske kanaler. Han nævner potentialet i børn på Cartoon Network, og øget mulighed for målrettet kommunikation i andre nichekanaler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også