MediaWatch

Danmarks Radios interne krise

Hvad er bagrunden for den interne konflikt, der raser i Danmarks Radio?

Den omstilling, som finder sted nu, har været under vejs længe, men er først for alvor blevet en realitet, efter at chefredaktionen har fået magt til at gennemføre programpolitiske beslutninger, nemlig ved hjælp af en økonomisk eller ressourcemæssig styring i form af "producers choice"-systemet.

Den magt, programredaktionen har fået, betyder, at programafdelingerne og især afdelingscheferne, men selvsagt også de menige programmedarbejdere mister indflydelse. Ikke nok med, at medarbejderne mister indflydelse,- de får også mere usikre arbejdsvilkår, når afdelingerne indbyrdes skal konkurrere om at producere programmer - og i stigende omfang konkurrere med eksterne producenter.

Ingen er på forhånd sikret arbejde og arbejdsopgaver i dette system, og det er formentlig denne usikkerhed, der udløser den meget brede utilfredshed, som vi er vidner til i øjeblikket.

Dengang pengene lå i afdelingerne, havde DR's ledelse reelt kun begrænset indflydelse på DR's programpolitiske udvikling, og det er en af grundene til, at DR's omstilling til konkurrencen er gået langsom, og en vigtig del af forklaringen på tilbagegangen i årene fra TV2's oprettelse til 1996.

Den måde at styre programvirksomheden på, som DR har indført gradvist, og som først nu for alvor er slået igennem, gør det muligt at styre programproduktionen langt mere effektivt både med hensyn til indholdet, med hensyn til estimerede seertal og hvad angår ressourceforbruget, samtidig med at man kan udnytte de fordele, som konkurrence indebærer.

Det er svært at se dette som andet end en nødvendig udvikling, hvis public service-medierne skal overleve i konkurrencen, og derfor er der da også tale om en mere almen udvikling, som samtidig afspejler det forhold, at DR ikke længere udgør et produktionsmonopol, men indgår som en blandt mange andre programproducenter og derfor er nødt til at holde trit med den udvikling, som gør sig gældende i branchen.

Systemet med "producers choice" og intern konkurrence blev først taget i brug af BBC, hvorfra DR har hentet inspiration, og i Norge (NRK) og Findland (YLE) er en lignende udvikling i gang, mens Sverige (SVT) endnu halter bagefter, men dog for nylig har offentliggjort planer om omstruktureringer, der peger i samme retning.

DR's aktuelle konflikter har imidlertid også baggrund i den planlagte udflytning til Ørestaden og med den form for omlægning, som følger af, at man i fremtiden skal producere programmer til et digitalt miljø, hvor grænserne mellem radioproduktion, tv-produktion og produktion af Internet-services opløses.

Begge dele bidrager selvsagt til den usikkerhed, som mange af DR's medarbejdere oplever. Jeg kan ikke vurdere, om Ørestadsprojektet er en god ide, men min vurdering er, at de programpolitiske og organisatoriske omlægninger, som er forbundet med planerne, er nødvendige, hvis DR skal overleve som public serice-institution i det lange løb.

Konkurrencen i det digitale system bliver ganske enkelt så hård, at effektive, fleksible og økonomiske produktionsformer er helt påkrævede - ellers vil en institution år for år blive trængt økonomisk og dermed også konkurrencemæssigt, så den til sidst ender i den "niche" for "Ægte Public Service", som vil føre til, at public service mister sin berettigelse.

Selv om jeg mener, at omlægningerne i DR er nødvendige, tror jeg, at man også bør sætte grænser for den voksende "markedsorientering" af produktionen og ressourcestyringen. I øjeblikket kan mange programmer givetvis produceres billigere, visse måske endda bedre i det private produktionsmiljø, - men dette miljø vil med den voksende konkurrence ændre sig.

Når der kommer flere kunder hos produktionsselskaberne, vil det næppe i længden være købers marked som i dag, og de private producenter kan ende med at blive for dyre eller for dårlige. I en sådan situation kan det være en stor fordel for DR at råde over egne produktionsfaciliteter - herunder kompetente producenter -, og dem kan man næppe holde på, hvis ansættelsesvikårene bliver alt for usikre.

Hvordan bør DR gebærde sig i en ny skærpet konkurrencesituation og snart et digitalt univers?

Dermed kan man bedst sikre, at public service-medierne bliver ved med at være "full scale"-kanaler, der altså dækker alle programområder. Risikoen både i dag og i fremtiden er, at public service-medierne tvinges til kun at tage sig af de områder, som de kommercielle kanaler lader ligge, og for at undgå dette er det for mig at se vigtigt at kunne fastholde bredden i udbudet uden at gå på kompromis med kvaliteten.

"Spørgsmålet om, hvordan DR skal komme videre i et digitalt univers, er svært at svare på, når det endnu er meget usikkert, hvordan dette univers kommer til at se ud. Hvis vi antager, at første fase af digitaliseringen primært vil indebære flere kanaler (og dermed mere konkurrence og højere priser for programmer og rettigheder), vil det være vigtigt, at public service-medierne kommer ud på alle de digitale platforme, der findes (satellit, kabel, jordnet), så de er tilgængelige for alle.

Det er desuden vigtigt, at man udnytter, at man for en billig penge kan sende på mange kanaler, således at seerne f.eks. kan se de samme programmer på forskellige tidspunkter (øget fleksibilitet), og således at man sikrer en høj dækning.

På længere sigt er det sandsynligt, at meget TV vil blive "on demand"-tjenester, og i en sådan situation bliver det helt afgørende at satse hårdt på programmernes kvalitet og relevans for seerne, mens spørgsmålet om den ene eller den anden distributionsform træder i baggrunden.

Jeg vil dog mene, at en vigtig del af public service er, at det udgør et åbent, offentligt kommunikationssystem, og at der påhviler den slags medier et stort ansvar med hensyn til at sikre, at den individualisering og fragmentering, som et digitalt system indebærer, bliver modvirket eller kompenseret ved programmer, som både er frit tilgængelige og sigter mod at fastholde fællesskaber og udvikle kollektive diskussioner.

Public service betyder trods alt, at man er i samfundets tjeneste. Derfor mener jeg også, at tankerne om at lade dele af public service-virksomheden blive "betalingstjenester", som det kendes fra England og som svenskerne har overvejet, er farlige, selv om det kan udgøre en fristende indtægtskilde.

Lovgivningen forhindrer i dag, at DR-radio får rigtig konkurrence. Holder det?

Jeg kender ikke DR's konkurrencestrategi i detaljer og er heller ikke radio-ekspert, men vil dog pege på, at det først og fremmest bliver nødvendigt at tilbageerobre unge seere, som er dem, der mest systematisk har svigtet DR, og at man også bør opretholde den styrkelse af den regionale profil, som allerede blev sat i værk for nogen tid siden.

De bi-mediale samarbejde, som DR har lagt op til, og den omstrukturering af radioens programstyring efter samme model (chefredaktion og "producers choice"), som gælder for fjernsynet, vil både ressourcemæssigt og programpolitisk kunne styrke DR. Dette vil dog utvivlsomt skabe samme usikkerhed - og dermed utilfredshed - blandt radioens medarbejdere som på tv, men der er næppe nogen vej uden om, siger Henrik Søndergaard.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

I JP/Politikens Hus har aviserne afsluttet forhandlingerne om afskedigelser, og samtidig er opsigelser blevet annonceret på flere andre adresser i Mediedanmark. En længe ventet aftale med Netflix landede, og i Norge er en global podcasttrend, som DR følger tæt, blevet tydelig. Få overblikket her.

Klumme: Censur af sociale medier styrer mod at været reguleret af annoncører

Der er de seneste år er der taget flere skridt mod en privatisering af reguleringen af ytringsfrihed på platforme, vi oplever som digital infrastruktur for den offentlige samtale. Det seneste træk, hvor annoncører boykotter Twitter, peger i retning af, at nu bliver grænserne også sat af virksomheder, skriver Uffe Gardel.

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs