Et stort og centralt emne i medieforhandlingerne bliver en debat af public service TV/radio. Set i lyset af det stigende udbud af privat, reklamefinansieret TV, med masser af underholdning, giver de fleste partier nu udtryk for et ønske om en skarpere eller klarere definition af begrebet.

Hvad er det vi vil have public service kanalerne til at levere til os? Venstre åbnede ballet i efteråret ved at foreslå, at DR på sigt koncentrerer sin programvirksomhed om kerneområderne, som de kommercielle hverken kan eller vil levere.

Aviserne debatspalter er dagligt fyldt med indlæg fra utilfredse seere og lyttere, der kort sammenfattet efterlyser de "gammeldags" public service TV og radio dyder, hvor DR1 f.eks. sendte kunst-debatter i primetime. Om flertallet af licens-betalere så i virkeligheden er så utilfredse, er nu nok tvivlsomt. Men debatten skal ikke affejes som sædvanlig dansk brok.

Den rammer lige ned i et nøgleproblem for Danmarks Radio, som organisationen blev advaret om allerede for ti år siden i rapporten "Eyes on the heart", skrevet for DR af professor Michael Tracey, Univerity of Colorado. Rapporten beskriver bl.a. en fælles fare for alle public service organisationer, der befinder sig i konkurrence.

Hvis ikke public service TV kanalerne fastholder en rimelig høj markedsandel - en minimum share of viewing på mindst 20 pct. har været nævnt - kommer organisationen til sidst ind i en negativ spiral, hvor færre og færre licensbetalere har et forhold til programvirksomheden. Hvor børn bliver til unge uden et forhold til public service broadcasting, for så endelig at afskaffe det helt, når de som voksne havner på politiske poster.

Danmarks Radios ledelse husker givetvis rapporten. Derfor blev DR2 lanceret, således at DR1 kunne være folkelig i primetime, mens DR2 var super public service. Sammenlagt har de bremset 90'ernes styrtdyk, og har oven i købet tilbageerobret tabt terræn til en aktuel share på 32,4%.

Public service høring

En medieverden, hvor TV- og radiostationer som bekendt interesserer sig for, hvor mange og hvem, der rent faktisk benytter programtilbudene. Altså, vor tids svøbe, ifølge mange indlæg: Seertallenes tyranni.

I løbet af den syv timer lange høring udstilledes afstanden mellem den velformulerede kulturelite og den almindelige gennemsnitlige licensbetaler.

Hårde ord om nutidens medieverden

- Skal kulturformidling underlægges markedets lov, som siger, at hvad der sælger godt, er godt, kan man spørge. Nej, man får at vide, at der er ikke tale om markedsøkonomi, men om demokrati.

Og dér står man så med sine kvalitetsbegreber, elitær og bedrevidende, uden svar på rede hånd. For tager man afstand fra dét, de mange er glade for, er det de manges smag, og måske i den sidste ende de mange selv, man tager afstand fra. Og det er ikke demokrati. Men tilbage bliver alligevel et ubesvaret spørgsmål: er det virkelig så demokratisk, som det bliver gjort til, når man sorterer sine modtagere på forhånd ved at udelukke de mange fra at få andel i dét, der bliver anset for at være forbeholdt de få?

Som medieforbrugere bliver vi rubriceret og bunket sammen og håndteret under ét i segmenter og grupper, og kostet rundt i skemaer.

Statistik og troen på beregninger og prognoser har gjort den kritiske skepsis til skamme, og talmagien får mange af os til at glemme, at de gennemsnitsresultater, som statistiske metoder arbejder med, tilhører statistikkens egen talverden og ikke virkelighedens".

Nej til kulturel planøkonomi

"Før i tiden havde vi kulturel planøkonomi, i dag tager folk for sig af de retter, der er, og der er mere at vælge imellem. Det er et kulturpolitisk spørgsmål, om man vil tænke, at det er en herlig frihed, eller at folk ikke vil have det gode".

Jesper Grunwald mener, at kritikerne (af P3s flade) er en hån mod ungdommens kapacitet for mangfoldighed.

"Lige siden P3 startede, har kultureliten sagt, at det var overfladisk og trivielt. Vi lader os ikke slå ud af, at dem, der engang var unge, synes, at verden er af lave, og den lille elite skal ikke fortælle den brede befolkning, hvad der er godt.

De unge mennesker i dag er meget mere nuancerede, de kan godt høre noget finkulturelt den ene dag og grine af Tæskeholdet den næste. Det er jo en kendsgerning, at de meget trivielle programmer på TV er et meget søgt forbrugsgode hos de unge, men det er jo ikke en hob af uvidende mennesker, der sidder og ser det", sagde Jesper Grunwald.