Men hvordan er det så gået? CIA MediaCentralen har analyseret seertallene på de danske kampe og fodboldmagasiner fra 1997 frem til i dag med det formål at se, om "katastrofeprofetierne" er gået i opfyldelse.

Udbud af kampe og udsendelser

Nedenstående figur 1 viser fordelingen af de forskellige typer programmer. Rettighederne skiftede i oktober1998, hvorfor tallene for DR 1 og TV 2 er fra før oktober 1998, mens tallene fra TV 3/3+ er fra oktober 1998 til 18. april 1999. Antallet af direkte transmissioner på stationerne er relativ få. TV3/3+ har dog opprioriteret de direkte kampe i forhold til TV 2 og DR1 og har især brugt 3+ til dette formål. Til gengæld har der været en række forskudte kampe på DR1 og TV2.

For at belyse udviklingen har vi taget udgangspunkt i målgruppen mænd 25-60 år og set nærmere på seertallene i stationernes eget univers samt de reelle antal seere i målgruppen.

Hvordan klarer tv-stationen sig?

Den første analyse har til formål at vurdere, om en anderledes og opprioriteret dækning på en tv-station, der ikke tidligere har behandlet Faxe Kondi-ligaen i dybden, medfører at stationens mandlige seere mellem 25 og 60 år vælger eller fravælger denne dækning. Analysen går med andre ord ud på at se på seertal i de enkelte stationers eget univers, dvs. blandt de seere i målgruppen, der kan modtage tv-stationen.

Af tabellen (figur 2 herunder) fremgår det, at det gennemsnitlige seertal på de 2 direkte kampe på TV 2 i 1997 lå på 11%. I 1998 blev én kamp (Compaq Cup-finalen 1) sendt direkte på TV 2 med et seertal på 13%. Også på 3+ var der i 1998 én direkte kamp, og her var seertallet 4%. I 1999 har TV3 opnået 20% af seerne, og det var på én relativt speciel kamp - nemlig opgøret mellem Brøndby og FCK. På 3+, som hidtil har transmitteret 6 kampe, er det gennemsnitlige seertal 6%.

Da procentandelen af stationens mulige seere i målgruppen ikke ligger under tilsvarende tal for TV 2, må det på det foreliggende grundlag siges, at TV3 udnytter sit seerpotentiale mindst lige så godt. Konklusionen dannes dog på et svagt grundlag, nemlig én, som nævnt relativt speciel kamp, og en konklusion er derfor tæt på værdiløs. På 3+, hvor man hidtil har vist mindre markante, men måske mere sammenlignelige kampe, er udnyttelsen af seerpotentialet lavere, og er mere i nærheden af niveauet på forskudte transmissioner på DR1 og TV 2 i 1998.

Vendes blikket mod de generelle fodboldmagasiner med dækning af hele turneringen var Superfodbold på TV 2 i 1997 topscorer i datamaterialet med en gennemsnitlig seerprocent på 13% i den nævnte målgruppe. Tallet faldt en anelse i 1998 til 11%. DR1's Kick havde i både 1997 og 1998 9% af seerne. For TV3's vedkommende har man siden starten i 1998 ligget på et niveau på omkring 9% af de seere, der har mulighed for at se TV3. TV 3 har således udnyttet sit seerpotentiale på niveau med DR1 og lidt under TV 2 i 1998.

Til gengæld er udnyttelsen på 3+ forsvindende lille. Et gennemsnit på 7 udsendelser i 1998 nåede 0,1% af 3+'s mulige seere i målgruppen og steg til 1,2% i 1999. Med udgangspunkt i ovenstående talmateriale er konklusionen, at TV3 med sit magasinprogram har nogenlunde samme succes med at udnytte seerpotentialet som TV 2 og DR1 havde med deres tilsvarende programmer.

Konklusionen er for så vidt bemærkelsesværdig, idet en anderledes dækning af stoffet på en anden tv-station ikke i sig selv skaber hverken bedre eller umiddelbart ringere seertalsmæssige resultater. Skal der skaffes en bedre relativ eksponering af sporten i et mindre seerunivers end blandt alle danskere, skal der tydeligvis noget andet til.

Hvor meget eksponeres sporten?

Forskellene her opstår, fordi TV3 og 3+ ikke modtages af det samme antal seere som DR1 og TV 2. Sammenholdt med at udnyttelsen af potentialet, jf. ovenfor, ikke er mere forskellig end den er, bliver forskellene på det faktiske antal seere mere tydelig. Til gengæld skal der tages højde for, at TV3/3+ sender flere kampe, så sporten eksponeres oftere end tidligere.

Nedenstående tabel (figur 3) viser det gennemsnitlige antal mænd 25-60 år, som har set de forskellige programtyper. På de direkte transmissioner er TV3, TV 2 og DR1 på niveau, mens 3+ skiller sig ud med markant lavere seertal.

Hvis vi ser på fodboldmagasinerne er både TV3 og 3+ betydeligt under TV 2 og DR1. Til gengæld er tendensen en anelse stigende på TV 3 fra 1998 til 1999, mens tendensen på TV 2 og DR1 har været faldende fra 1997 til 1998. 3+ ligger på ca. 10.000 mandlige seere mellem 25 og 60 år i gennemsnit i 1999, og der må klart siges at være plads til forbedring.

Konklusion

Dette lader to spørgsmål tilbage: Det første er, om superligafodbold på sigt kan overleve ved at blive transmitteret på tv-stationer med lavere penetration. Hvis der ikke er nok seere, mindskes sponsorernes interesse, og hvis sponsorerne forsvinder, tilflyder der færre finansielle midler til klubbernes investeringer i sporten. Ringere resultater i sporten betyder endnu færre seere, og det bliver pludseligt svært at bryde den onde cirkel.

Signaler om at sponsorerne overvejer deres stilling er helt aktuelle i skrivende stund. En sportsgren, hvor man ikke umiddelbart kan sige, at hver kampweekend er en "event" i sig selv, risikerer desuden at miste sin seerinteresse, når sporten sendes på et medie, som ikke alle har adgang til, ganske enkelt fordi ikke alle kan tale med over frokostbordet den følgende dag.

Sporten bliver på denne måde ikke længere en fælles referenceramme for danskerne, og de historiske erfaringer fra sportens verden taler sit tydelige sprog i denne sammenhæng, hvis vi må bringe Wimbledon-tennis og speedway i smertelig erindring. Det andet spørgsmål er, om der i det hele taget rent seertalsmæssigt er potentiale nok til at det kan betale sig at investere i direkte dækning af én kamp pr. spillerunde.

Det må formodes - med mindre der er tale om en absolut kampbegivenhed - at det "kun" er de to deltagende klubbers tilhængere (plus eventuelle "hardcore" fodboldfans), der kan være interesserede i at se en fuld kamptransmission. Dette giver en naturlig grænse for, hvor høje seertal det i det hele taget er muligt at få på en direkte kamp, nemlig svarende nogenlunde til antallet af tilhængere til de to spillende klubber plus "den hårde kerne".

Hvem kan løse denne gordiske knude? Sponsorerne afventer helt klart action på dette punkt, hvis investeringerne skal bevares. Der er måske kun to muligheder: Programmerne sendes på en station med fuld national penetration. Her er TV3 og 3+ afhængige af om de seere, der endnu ikke kan modtage stationerne, vil betale ekstra for at få adgang til de to kanaler.

Den anden mulighed er på den ene eller anden måde at øge potentialet/seerinteressen, så man kan leve med den lavere penetration. I dag er enten stofområdet dansk ligafodbold eller TV 3/3+'s dækning heraf (eller en kombination af de to) i sig selv åbenbart ikke tillokkende nok til at få flere seere i garnet.

1)Selvom Compaq Cup-finalen er ikke en del af
helligdag, er den taget med som sammenlignings-grundlag.