Haagerup: Sørgeligt, at danskerne dropper kvalitetsjournalistikken

Den største 2012-skuffelse var avisernes faldende oplag, mener DR's Ulrik Haagerup, der afslutter Julestafetten.

 DR's nyhedschef Ulrik Haagerup ser tilbage på et 2012, hvor Google og Facebook hev lidt mere annonce-tæppe væk under aviserne. Han afslutter MediaWatchs julestafet med et vink til JP/Politikens Stig Ørskov.

Når det gælder årets medieudvikling...

- hvad har overrasket dig mest?
"At det er muligt så hurtigt at ændre danskernes medievaner – og at DR1 og TVA har tiltrukket så mange flere til historier, der vil mere end blot hjælpe med at slå tiden ihjel. Det er alene set med publicistiske briller meget glædeligt."

- og skuffet dig mest?
"At danskerne vender ryggen til de seriøse dagblades kvalitetsjournalistik: Det er vor tids største demokratiske problem, at der bliver færre og færre penge til uafhængig nyhedsformidling, fordi Google og Facebook snupper dagbladenes finansieringsfundament – og de amerikanske sites bruger ikke én krone på journalistik i Danmark."

- hvilken ny tendens overlever næste år?
"Konstruktive nyheder"

- hvilken tendens flopper?
"Dagbladenes lobbyforsøg på at monopolisere netnyhederne. Nyhedsformidling på mobile platforme handler om at fortælle i tekst, lyd og billeder."

- hvilken idé ville du gerne selv have fået? 
"Ipaden. Tænk at skabe et produkt, som viser et skrigende behov, som ingen af os anede, at vi havde. Kunsten i al innovation – også i medieverdenen - er at skabe noget, som kunderne ikke vidste, at de ville komme til at elske. Resten er kopitænkning og forsøg på at forlænge fortiden med brædder."


Direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov stillede drillespørgsmål til Ulrik Haagerup:  

Hvad gør I med nyhedsdækningen 1. juledag, hvor morgenaviserne ikke udkommer - udover at undlade at sende jeres hovedudsendelse kl. 21.30?

"Stig skal have tak for at give mig lejlighed til at more mig lidt over hans kopi-retorik, der jo på bedste lobby-vis skal skabe et indtryk af, at DR ikke laver andet end stjæle dagbladenes nyheder.

Det er lige så sjovt som påstanden om, at 70 pct. af nyhederne kommer fra dagbladene, hvilket jo kun er rigtigt, når man inddrager alle de lokale og regionale historier fra udmærkede dagblade, hvis historier er lavet til et snævert geografisk område, og derfor af naturlige årsager sjældent bliver citeret af andre.

Vi kan sagtens lave en udmærket nyhedsformidling, når dagbladene ikke udkommer. Men det er jo ikke målet: De landsdækkende dagblade leverer god journalistik til danskerne, og de vigtigste historier fortjener at blive spredt ud til flere end avisernes desværre stadig smallere læsergrupper. Og naturligvis skal vi citere, når vi videreformidler de historier, ganske som dagbladene gør, når de viderebringer vores originale journalistik om f.eks. "Dovne Robert", 'Pigen, der ikke ville dø' (DR-dokumentar, red.) og forholdene for de anbragte børn."

Julestafetten

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også