DR og TV 2 får brug for et stort checkhæfte

Medieforligets 'sportsliste' skaber forventninger om, at DR og TV 2 uden videre køber alle store landskampe, men det er tvivlsomt, om de kan betale UEFAs priser, siger sportsanalytiker.
Per Fanefjord Laursen

EU-domstolens generaladvokat vurderede forleden, at EU-landene fremover fortsat selv kan bestemme, om de vil garantere, at store idrætsbegivenheder skal vises gratis på landsdækkende tv.

Det signal vakte genklang hos både FIFA og UEFA og de danske politikere, der for nylig i medieforliget har besluttet at genindføre en såkaldt ‘sportsliste’ af begivenheder, der skal sikres visning på nationalt tv.

Nationalt tv defineres som mindst 90 procent penetration, hvilket udelukker alle undtagen DR1 og TV 2.

Blandede erfaringer
“Det danske sport- og mediemarked har blandede erfaringer med den gamle sportsliste, der ikke rigtig gjorde en forskel, da den i sin tid blev indført første gang, og derfor blev afskaffet,” siger direktør Henrik H. Brandt, Idrættens Analyseinstitut.

Den oprindelig sportsliste, der skulle sikre landsdækkende tv-kanaler førsteret til at byde på vigtige sportsbegivenheder som OL samt danske kampe ved EM-og VM-slutrunder og kvalifikationskampe i håndbold og herrefodbold, blev afskaffet af kulturminister Brian Mikkelsen (K) i 2002. Listen eksisterede i fire år, men fungerede ikke i praksis.

Det var et administrativt bøvl at udregne markedsprisen, og det viste det sig i praksis, at DR og TV 2, ikke altid formåede at byde på den markedspris, der blev beregnet.

Førstebud til TV 2 og DR
Det spegede er, at listen ikke tvinger landsdækkende tv til at købe – og den tvinger heller ikke rettighedshaverne til at sælge.

Den sikrer blot, at de beskyttede begivenheder ikke må sendes på andre kanaler, medmindre de har været tilbudt DR og TV 2. I praksis betyder listen, at Danmark i første omgang kun har to bydere, DR og TV 2, på kampene i kommende slutrunder eller kvalifikationsrunder. Såfremt andre kanaler skulle erhverve dele af rettighederne ofte det brogede internationale tv-marked, er de efter reglerne tvungne til at tilbyde rettighederne i videresalg til DR og TV 2 på markedsvilkår.

Henrik Brandt påpeger også, at problemet er til at overse. Hverken Dansk Boldspil-Union eller Dansk Håndbold Forbund har tradition for at sælge landskamprettigheder på hjemmebane til andre end public servicestationerne.

Aktuelt har alle de vigtige rettigheder fundet vej til DR og TV 2. De to kanaler har således allerede sikret sig VM-slutrunderne frem til 2018 samt OL frem til og med 2016.

Flere holdninger blandt tv-selskaber
De danske tv-aktører forholder sig forskelligt til en ny dansk sportsliste.

TV 2's sportchef Frederik Lauesen glæder sig over den seneste EU melding.

“Vi synes som public service-station, at det er vigtigt at kunne give danskerne de her store begivenheder, som vi har gjort i lang tid. Så det håber vi at kunne blive ved med, og så imødeser vi, hvordan reglerne bliver stykket sammen, fordi det formentlig er svært at administrere”, siger han til Politiken.

TV3's sportschef Peter Nørrelund kan konstatere, at han for tiden slet ikke råder over rettigheder til fodboldlandsholdet. Han sover roligt om natten.

“Lad os nu se, hvordan det udmønter sig i praksis i Danmark, når medieforliget skal omsættes til lovtekster. Vi ved jo ikke, hvor mange kanaler, der bliver kvalificerede broadcastere”, siger han til Mediawatch, med reference til, at TV3 øger sin penetration til knap 80 procent i foråret.

Mekanismer ukendte
Peter Nørrelund henviser også til markedsmekanismerne i tv- og sportsverden:

“Vi ved heller ikke noget om, hvilke mekanismer, der træder i kraft, hvis de kvalificerede broadcastere ikke vil betale det for rettighederne, som de er værd. Jeg kan under ingen omstændigheder forestille mig, at det bliver sådan, at TV2’s sportschef Frederik Lauesen blot kan læne sig tilbage og vente på at politikerne gennem lovgivning forsøger at tvinge rettigheder over på TV2,” siger TV3s sportschef.

SBSmedia har rettigheder til to vigtige VM-kvalifikationskampe på udebane i 2013.

“En dansk sportsliste er grotesk og forstyrrende for et velfungerende marked. Sammen med kravet om 90 pct. penetration vil listen blive en voldsom indgriben i både tv-stationernes, men også idrætsorganisationernes økonomi og virke,” siger informationschef Jesper Jürgensen, SBS.

UFEA strammer prisskruen
Uanset de hjemlige diskussioner og fortolkninger lever det komplekse internationale marked for sportsrettigheder sit eget liv, og det er i forandring. Det er snarere her, at DR og TV2 skal rette sit fokus, lyder analysen fra Henrik Brandt:

“Der venter en stor styrkeprøve for public service-stationernes købekraft og den danske tv-liste forude,” siger Henrik Brandt med henvisning til, at det europæiske fodboldforbund, UEFA, netop har centraliseret alle rettigheder til EM- og VM-kvalifikationsrunderne fra 2014 og fire sæsoner frem.

Det nystiftede agentur CAA Eleven har for en garantisum af næsten to mia. euro til UEFA i et lukket udbud erhvervet sig rettighederne til at videresælge samtlige kvalifikationskampe i Europa samt væsentlige kommercielle rettigheder i forbindelse med EM-slutrunden i 2016 for UEFA.

UEFA har som modydelse for at centralisere alle landskamprettighederne på samme vis som klubfodboldens Champions League lovet sine 53 medlemsforbund mindst 1,2 mia. euro i tv-indtægter for de to kvalifikationsturneringer, der dog i sig selv kun forventes at have en samlet værdi af ca. 900 mio. euro.

“Med de beløbskrav er det mit bud, at DR og TV 2 skal frem med det helt store checkhæfte for at leve op til et næsten samlet Folketings forventninger om at sikre al vigtig landsholdsfodbold til folket, vurderer Henrik Brandt.

Udbuddet af Euro 2016 indledes den 8. januar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også