Bootcamp for medie-iværksættere til foråret

Fem danske mediefolk arrangerer Media Startup Weekend for folk, der vil knokle for at finde hullerne i mediemarkedet.

 

Mediemarkedet er fyldt med huller, i al fald for dem, der gider at knokle for at opfinde nye medier. Det er tanken bag Copenhagen Media Startup Weekend - et arrangement for folk, der gerne vil udvikle og dele idéer til nye forretningsmodeller i mediebranchen.

 

Arrangementet henvender sig til mediefolk i den bredeste forstand: iværksættere, programmører, journalister og studerende, der gerne vil netværk eller udvikle en egen forretning.

Støtte til innovation
Startup Weekend, der finder sted i april, er et globalt nonprofit koncept, der vil fremelske innovation - for første gang i Danmark på medieområdet.

Konceptet er, at folk mødes og inddeles i teams, der over en weekend udvikler en forretningsidé med hjælp fra fagfolk og folk med entreprenør-erfaring. De bedste idéer vurderes og kåres af dommere.

Bag eventen står fem mediefolk i samarbejde med Center for Communication, Media and Information Technologies (CMI), Aalborg Universitet i København.

“Hvis mediebranchen skal tilføjes ny energi er det vigtigt at tilføre inspiration mange steder fra: Startup-virksomhederne, it-branchen, spilbranchen og så også fra de initiativrige folk, der findes rundt om i mediebranchen. Vi håber både at kunne trække på folk med lang erfaring – og folk der er helt nyuddannede. Det er i mødet mellem alle disse grupper, at vi tror, der kan opstå frugtbare ideer – og viden nok til at realisere de bedste ideer," siger webjournalist Ernst Poulsen, der er en af arrangørerne, i en pressemeddelelse.

De fire øvrige er Johan Winbladh, forretningsudvikler, Nikolaj Opstrup, serieiværksætter, Signe Damgaard Jepsen, strategisk rådgiver, Claus Blicher, iværksætter og stifter af AdZuki Mobile og AdScan.

- JHT, LR

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også