Rørbye Rønn: Taleradio var årets skuffelse

DR's generaldirektør ser tilbage på et år, hvor DR1 gik frem og taleradio gik tilbage. Og så svarer hun Lisbeth Knudsens drillespørgsmål om DR's aktier i Ritzau.
DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn ser tilbage på et år, hvor DR1 vendte seerkurven, og hvor Radio24syv meldte sig på taleradio-markedet. 


Når det gælder årets medieudvikling...

- hvad har overrasket dig mest?
"Vi får alle sammen flere og flere nichetilbud at zappe rundt imellem. Det betyder, at vi kan få lige hvad vi vil, når vi vil. Og det er godt. Men det betyder desværre også, at vi helt kan slippe for at forholde os til det fællesskab, vi er en del af. Resultatet er, at de brede public service-tilbud igennem mange år har haft det svært. Relanceringen af DR1 har vist sig som en glædelig undtagelse. Kanalen er med sin nye profil kommet godt fra land her i efteråret – både fordi seerne har taget den til sig efter otte år med vigende seertal og i særdeleshed – og det er det vigtigste – fordi det rent faktisk er lykkedes at vende udviklingen ved at træde på public service-speederen."

- og skuffet dig mest?
"Det må være, at lyttertallene på dansk taleradio samlet set ikke er vokset siden Radio24Syv blev lanceret, og P1 og P2 som konsekvens af dette har måttet dele frekvensen på FM-båndet."

- hvilken ny tendens overlever næste år?
"Vi har set en klar tendens til, at der bliver produceret mere dansk indhold. Vi ser også tegn på, at ’public service-positionen’ fortsat bliver mere eftertragtet. Heldigvis, for viljen til at sætte det væsentlige til debat, give perspektiv og udfordre vores fordomme er vigtig, hvis vi vil have lytterne og seerne til at reflektere over deres eget liv og over det samfund vi alle er en del af."

- hvilken tendens flopper?
"Iscenesat kendis-tv, som kun efterlader os lidt dummere. Tror efterhånden, at de danske tv-seere har nået et mæthedspunkt."

- hvilken idé ville du gerne selv have fået?
"TV 2 havde i efteråret en temauge om cancer. En sygdom som desværre rammer rigtig mange danske familier hvert eneste år. Dermed er det også et yderst relevant tema, som DR sagtens kunne have taget op. Vi ville ganske sikkert have gjort det på vores egen måde, men både det at tage livtag med et svært emne og ambitionen om at skabe dagsordensættende journalistik, det er noget vi prioriterer højt."

Drillespørgsmålet fra Berlingske Medias Lisbeth Knudsen:

Vil DR fortsat være storaktionær i Ritzau ved udgangen af 2013?

Jeg henviser til, at Maria Rørbye Rønn ifølge Børsen tidligere på året har sagt: “På sigt er det sandsynligt, at DR vil nedbringe sin ejerandel, for vi ønsker ikke at have en dominerende stilling i Ritzau".

"Ritzau er et fælles anliggende, og har spillet en kæmpe rolle for dansk journalistik igennem flere årtier. Ikke mindst på de små redaktioner ude i landet. Det har dog aldrig været ambitionen for DR at opnå en dominerende position i Ritzau. Det skete mere eller mindre uforvarende, da Berlingske valgte at trække sig fra samarbejdet. Og derfor er det fortsat vores ambition, at vi på lidt længere sigt nedbringer vores ejerandel. Men i første omgang har det været vigtigt, at få ro om samarbejdet, så Ritzau har kunnet finde sit fodfæste som aktieselskab."

 Lisbeth Knudsen stiller også et ekstra drillespørgsmål: 

Hvad er DRs forventninger til seertal på det nye DR2 som DRs nyhedskanal?

"Det nye DR2 bliver en 24 timers samfundskanal med internationalt udsyn, løbende nyhedsopdateringer, analyser, debat, satire og dokumentarer. Kanalen får samtidig en række nye programmer og værter, hvoraf de første blev præsenteret i november måned. Meget er altså nyt, men DR2 holder fast i det særligt DR2’ske. Begavelsen, dybden, grundigheden. Ligesom kanalen fortsat vil bibeholde en række stærke programbrands. Ambitionerne knytter sig med andre ord i første omgang til indholdet, og så håber vi naturligvis på, at DR2 kan fastholde sin nuværende opbakning blandt seerne. Men vi er også meget bevidste om, at det kan tage lidt tid, at vinde seerne tilbage, når man justerer på kanalprofilen." 

Rørbye Rønn sender sit drillespørgsmål til 24syv-direktør Jørgen Ramskov.

I havde ambitioner om 500.000 ugentlige lyttere, da I lancerede Radio 24Syv, men I kom aldrig rigtig i mål. Hvad gik galt? Hvad vil I gøre anderledes næste år? Og vil man se 24Syv nedjustere ambitionsniveauet?



Julestafetten har tidligere været omkring:



 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også