Sjællandske køber Solrød Avis

Fremover skal den lille ugeavis udkomme sammen med Sydkysten Weekend.

Sjællandske Medier fortsætter rækken af fusioner og opkøb. Mediehuset har netop overtaget den lille lokale ugeavis Solrød Avis, der hidtil har været ejet af Solrød Medie Hus Aps.

Med opkøbet styrker Sjællandske Medier sin dækning af Solrød Kommune, hvor huset i forvejen udgiver ugeavisen Sydkysten Weekend. 

"Det er en styrkelse af Sydkysten i Solrød. Den bliver nu en samlet avis med Solrød Avis som et indstik i midten," siger Torben Dalby Larsen, adm. direktør i Sjællandske Medier. 

Lille kommune med flere ugeaviser
Solrød er en lille kommune med lige over 21.000 indbyggere. Området er  - foruden Sydkysten Weekend - dækket af flere andre ugeaviser, blandt andet Søndagsavisen og Politikens lokalavis Lokalavisen.  

Og indtil videre har Solrød Medie Hus Aps haft svært ved at tjene penge på lokalavisen. I 2011 havde huset et underskud på knap 1.000 kr.,  i 2010 var underskuddet knap en halv mio. kr. 

Opkøbet sker netop nu, fordi Solrød Medie Hus selv henvendte sig til Sjællandske Medier med et tilbud. Købsprisen er dog ikke offentliggjort. 

Torben Dalby Larsen understreger, at Solrød Avis stadig vil udkomme, men altså som lokalt indstik i Sydkysten Weekend, der udkommer i Solrød, Greve, Vallensbæk og Ishøj. Sammenlægningen vil give besparelser på særligt distribution. 

Øje på fusioner og opkøb
Sjællandske Medier, der foruden ugeaviserne udgiver tre lokale dagblade på Sjælland, har over de seneste år været gennem flere fusioner og opkøb for at sikre husets økonomi i det onjunkturfølsomme lokalavismarked. I efteråret besluttede huset at fusionere med Medieselskabet Nordvestsjælland, der udgiver Nordvestnyt. Fusionen gennemføres ved årsskiftet. 

Fusionsselskabet får knapt 500 medarbejdere, en omsætning på knapt 500 mio. kr. og en egenkapital på knapt 250 mio. kr.

I den sammenhæng er opkøbet af Solrød Avis en lille fisk. Men Sjællandske Medier holder fortsat øje med muligheder for konsolidering i de lokale markeder, siger Torben Dalby Larsen.  

"Vi følger udviklingen i det marked, vi er i. Det, der sker i Solrød nu, er en følge af, at det danske hjemmemarked er trængt. Når detailhandlen i en by er trængt, betyder det, at ugeaviserne også er trængte," siger han. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også