Ramskov: Bertelsen foreslog, at Mads og jeg tog en kaffe

Mads Brügger og Jørgen Ramskov drak forsoningskaffe. Nu skal Brügger arbejde videre med udviklingen af nye programmer. "Mange af dem var Mads Brüggers ideer," siger Ramskov.
Per Fanefjord Laursen

Radio24syvs programchef Mikael Bertelsen foreslog i sidste uge, at direktør Jørgen Ramskov skulle tage en kop kaffe med den fyrede kanalchef Mads Brügger.

De skulle vende de konflikter, der havde bygget sig op henover efteråret, og som førte til en fyring af Mads Brügger for nogle uger siden under stor dramatik.

“Det er let at blive uenige i et tæt arbejdsforløb, men sværere at finde sammen og løse problemerne igen. Det har vi gjort som voksne mennesker,” siger Jørgen Ramskov til Mediawatch.

Tager fat hvor han slap
Mads Brügger kommer tilbage og tager fat, hvor han slap. Radio 24syv er i fuld gang med en programjustering af alle kanalens flader, også morgen og eftermiddage, der skal udrulles hen over januar.

“De nye programplaner er dem, vi i fællesskab lagde an til i september. Mange af dem var Mads Brüggers ideer, som han nu arbejder videre med,” siger Jørgen Ramskov.

Klare roller i ny organisation
"Resultatet af hele affæren er også, at 24syv nu står med en ny organisation, hvor det nu bliver lettere for ledelsens medlemmer at identificere egne ansvarsområder," forklarer Ramskov.

I den nye organisation er Jørgen Ramskov adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, med det direkte ansvar for hele radioens programflade såvel nyheder og aktualitet som den øvrige programvirksomhed.

Derudover suppleres ledelsen med en nyoprettet stilling som administrationschef. Stillingen er endnu ikke besat.

I den nye struktur er der to chefer for nyheds- og aktualitetsafdelingen - nyhedschef Jan Bjarke Mindegaard og magasinchef Inga Juul Vind. Mikael Bertelsen og Mads Brügger får titler af programchefer. De refererer alle fire til Jørgen Ramskov.

Fejl at hemmeligholde Moll
Endelig fastholder Jørgen Ramskov, at Suzanne Molls afgang lige efter Mads Brüggers fyring ikke spiller ind i overraskende Brüggers comeback.

“Det var en stor fejl, at vi ikke i først i oktober meldte ud, at Suzanne havde sagt op. Men det er fortsat to forskellige forløb . Eneste administrative udløb af Susanne Molls afgang blev, at vi besluttede at finde en administrativ chef,” siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også