DR fyrer 38 i IT og teknologi

DR afskediger 38 medarbejdere som led i den planlagte effektivisering af teknologi- og produktionsområdet. Derudover har 19 sagt ja til frivillig fratrædelse.

DR har til formiddag gennemført en planlagt prikkerunde som et led i omstruktureringen og effektiviseringen af DR's produktion og teknologiafdeling, som tidligere omtalt på Mediawatch.

Fyringsrunden rammer 38 medarbejdere. Derudover har 19 medarbejdere sagt ja til en frivillig fratrædelse. 

”Det er hårdt at være i en situation, hvor vi skal afskedige medarbejdere, men hvis DR fortsat skal sikre en konkurrencedygtig teknologi og produktion skal vi styrke effektiviteten, også selvom det indebærer, at vi skal sige farvel til en række dygtige medarbejdere. Vi har arbejdet helt til det sidste for at finde andre løsninger, som for eksempel fratrædelsesordninger og omplaceringer," siger DR's direktør for kommunikation og HR Elisabeth Geday.

Hun er tilfreds med, at antallet af fyringer trods alt er færre, end de mellem 30-60, der var i spil i november. 

Omlægningen ligger i forlængelse af et større analysearbejde, der mundede ud i en plan for, hvordan DR kan blive bedre til at udnytte de teknologiske muligheder og udnytte sine ressourcer. Som en del af beslutningen nedlagde DR en direktørstilling og varslede samtidig en række afskedigelser. Målet er at øge effektiviteten med 20 pct. i 2015.

- PLF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også