BNB udnytter regionalfordel

Den nye aftale med TV 2 Østjylland styrker BNB's tag i det midt- og østjyske. Bureauet leverer i forvejen til Berlingskes Midtjyske Medier.

Når Berlingske Nyhedsbureau, BNB, efter nytår føjer TV 2 Østjylland til kundebanken, vil det ikke kræve store redaktionelle ændringer at vride østjyske vinkler ud i feedet.

Nyhedsbureauet har nemlig en hjemmebanefordel: Det servicerer allerede Berlingske Medias egen midt- og østjyske gren Midtjyske Medier, der blandt andet tæller Randers Amtsavise og Århus Stiftstidende. 

"Vi har i forvejen et stort fokus på det østjyske område, og det vil vi selvfølgelig fastholde med den nye aftale," siger bureauchef Jakob Weiss. 

Ud over TV 2 Østjylland, har BNB også føjet nyhedssitet Newsbreak.dk til kundelisten. Jakob Weiss ønsker ikke at kommentere på størrelsen af de nye aftaler. 

Da Ritzau primært fokuserer på de landsdækkende medier, kunne det ligge lige for, at BNB sætter ind med stof til de regionale medier. 

Jakob Weiss siger, at BNB er i dialog med flere interessenter, men ønsker ikke at komme ind på, hvem det er - eller om BNB har udsigt til andre aftaler med TV 2's regionale stationer.  

"Vi skal være billigere end Ritzau"
Både Folketinget, som BNB gaflede fra Ritzau tidligere på året, og nu TV 2 Østjylland begrunder bureau-skiftet med, at BNB er billigere. Folketinget meldte endda, at BNB var væsentligt billigere end Ritzau. 

Jakob Weiss siger, at BNB ikke refererer til - eller har indsigt i  - Ritzaus prissætning, og at BNB fastsætter priserne individuelt ud fra hvad produktet er værd i de forskellige markeder. Men det er en væsenlig faktor, at BNB skal være billigst. 

"Vi ville ikke være interessante, hvis vi havde priser, der var højere end Ritzau. I tilfældet med Folketinget,  vurderede de de to tilbud ud fra tre parametre. Vi lå meget tæt på kvalitet og hurtighed, men der var en stor forskel på prisen. Så det er selvfølgelig væsenligt, at vi prissætter billigere end Ritzau," siger han.

Mere politik
BNB, der har snart har et år på bagen, har brugt sit første halvår på at skære nyhedsfeedet til, så det passede til Berlingske Medias egne behov. Blandt andet har bureauet opprioriteret sin politiske dækning. 

I efteråret har fokus været på kunder uden for Berlingske. Nu er der altså tre kunder på listen, og BNB vil naturligvis gerne have flere. Men Jakob Weiss er ikke meget for at komme med målsætninger for markedsandele eller vækst. 

"Vi har ikke travlt med at gå ud og sige, at vi vil have x antal kunder eller x andel af markedet inden en fastsat dato. Vi tager det stille og roligt – det gør vi virkelig," siger han.  

BNB har i øjeblikket 17 uddannede journalister, to praktikanter og desuden nyhedsovervågere og nyhedsredaktører. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også