Bureau: TV3's Boxer-aftale falder på et tørt sted

TV3's plads hos Boxer TV er godt timet lige op til årsaftaleforhandlinger og gør det muligt for TV3 at indhente det tabte, mener mediabureau.
Per Fanefjord Laursen

MTG's aftale med Boxer TV om, at TV3 og TV3 Puls kommer ud til Boxer TV's kunder fra januar er perfekt timet, mener Mediacom ifølge Børsen. 

Op til årsaftalerne for 2013 kan TV3 nu dokumentere, at hovedkanalen TV3's penetration stiger med 10 procentpoint (målt i 21-50 år). Det har TV3 især brug for, fordi kanalen har haft problemer med at levere den lovede dækning til annoncørerne i efteråret. Desuden bringer aftalen TV3 op på et højere niveau end SBS’ Kanal5, som er TV3's anden konkurrent.

2013-forhandlinger på trapperne
Mediabureauernes markedstolkning bærer dog også præg af, at tiden nærmer sig åraftaleforhandlinger for 2013.

“Både TV3 og SBS ligner efterhånden mere og mere reelle alternativer til TV 2. Især for de annoncører som er i tvivl om, hvorvidt de vil betale prisen for at lige en TV 2 reklameblok,” siger TV Director Finn Kristensen, Mediacom til Børsen.

Med i hans vurdering indgår, at TV 2 er faldet i dækning som følge af tab af husstande gennem året.

TV3s direktør Kim Poder siger til Mediawatch, at han ikke ved, hvordan den voksende penetration vil påvirke reklameindtægterne i 2013; det er op til det usikre annoncemarked. Men TV3s abonnementsindtægter, spår han vil vokse med ca. 11 procent.

TV 2 lever af store kunder
TV2 erkender at Boxer aftalen skærper markedsbetingelserne for alle:

“I visse målgrupper og for visse annoncører kan det godt være at SBS og TV3 er blevet mere attraktive, men det vi lever af er de kunder, som skal ud til hele den brede befolkning,” siger kommerciel direktør Flemming Rasmussen, TV 2, der opfatter TV3s alliance med Boxer TV som et udtryk for, at TV3 har følt sig presset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også