DR varsler fyringer i IT og teknologi

DR vil effektivisere teknologiområdet. Det betyder færre medarbejdere og nedlæggelse af stillingen som teknologidirektør.

DR's direktion har på et bestyrelsesmøde i går fået godkendt planer for at effektivisere produktionen. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Færre medarbejdere, mere fleksibilitet og bedre udnyttelse af ny teknologi er ingredienserne, der skal bane vej for lavere omkostninger. 

Teknikområdet i DR er forankret i Teknologi- & Medieservice (TM), der beskæftiger 586 medarbejdere og har et samlet budget på 587 mio. kr. Hvor mange stillinger, der er i spil, og hvor store besparelser, der forventes ved omlægningen, oplyser DR ikke.

”Det er afgørende for DR, at vi har et teknologiområde og en produktion, der kan omstille sig hurtigt og levere stadig mere for de samme penge. Vi opererer i en radikalt anderledes verden end for bare ti år siden med nye teknologier og stadig nye forventninger til måden, DR leverer sit indhold på. Det kræver, at vi arbejder fleksibelt, og hele tiden kan frigøre midler til såvel nyt indhold som ny teknologi,” siger DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn i meddelelsen.

DR har indledt forhandlinger med DR's organisationer om at nedlægge et antal stillinger i forlængelse af konklusionerne.

Samtidig reduceres DR's direktion fra ni til otte medlemmer idet DRs teknologi og produktion bliver en del af økonomidirektørens område. Efter at have været ansat i DR i næsten 23 år - de seneste seks år som direktør for DR Teknologi og Medieservice - stoppede Peter Andersen i DR i februar.

Effektiviseringsplanerne kommer efter et større analysearbejde af teknikområdet.

- PFL, LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også