Morsø-direktør: Træt af at hænge med røven i vandskorpen

Morsø Folkeblads direktør Kim Sangild ser livsvigtige administrative gevinster i Nordjyskes opkøb, men han er noget mere usikker på de redaktionelle synergier.
Per Fanefjord Laursen

Bestyrelsen for Morsø Folkeblad har i dag besluttet at anbefale et aktiesalg til Nordjyske Medier, der ejer og udgiver Nordjyske Stiftstidende og en række andre lokalmedier i Nordjylland.

Morsø Folkeblad skal nu udgives med Nordjyske Medier som ejer, men med egen ledelse og redaktion. Det samme gælder Morsø Folkeblads Ugeavis.

Morsø Folkeblads direktør Kim Sangild ser en række nemme synergier, som er lige til at plukke med Nordjyskes opkøb af Morsø Folkeblad, eksempelvis på den administrative side.

“Der vil givetvis være en stor hjælp at hente, som kan sikre, at vi kan køre avisen videre uden at hænge med røven i vandskorpen, som vi har gjort i fem år nu,” siger Kim Sangild.

Når det gælder andre, lige så åbenlyse synergier, er der mindre klarhed over, hvad der skal ske.

“Der er redaktionelle synergier at hente, som ledelserne på Nordjyske og Morsø skal diskutere den nærmeste tid. Men det sker først efter den 10. december, når aktionærene har taget stilling til aftalen.”

Masser af fælles stof
Kim Sangild forventer, at Morsø Folkeblad vil udvide sine udgivelser til at blive en syvdages avis, men han vil ikke love, at avisen bliver fyldigere, selvom Nordjyske kan forsyne den med masser af fælles stof, herunder sport, underholdning, nationale nyheder, osv.

“Folkebladet skal ikke ændre redaktionel linje. Men derudover er det alt for tidligt at spekulere i, hvor meget stof vi eventuelt kan bruge på Morsø Folkeblad. Et helt afgørende forhold er nemlig, hvor meget stof vi må bruge fra Nordjyske. Hvad mener de faglige organisationer om den sag. Det mangler vi at høre,” siger Kim Sangild, der oplyser hans redaktionelle stab har taget godt imod nyheden om et opkøb fra det store regionale mediehus.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også