SE godkender Stofa-køb

SE’s repræsentantskab har godkendt koncernens opkøb af Stofa for 1,9 mia. kr.

SE’s repræsentantskab har godkendt koncernens opkøb af Stofa. 92,4 pct. af repræsentantskabet stemte ja til at købe tv- og bredbåndsudbyderen Stofa af den svenske kapitalfond Ratos for 1,9 mia. kr.  

Det skete på andelsselskabets repræsentantskabsmøde i Vojens i går, tirsdag.

Dermed er SE nu et skridt nærmere på opkøbet, der kan gøre energikoncernen (der tidligere hed Syd Energi) til en storspiller på det danske marked for tv- og internet. 

Opkøbet skal dog fortsat stadig godkendes af konkurrence-myndighederne, og den afgørelse ventes at falde i første halvår af 2013.

”Jeg er utrolig glad for repræsentantskabets beslutning, og jeg er stolt over, at vi som andelsselskab og med en dyb folkelig forankring er i stand til at skabe så solide resultater. Købet af Stofa er med til at gøre SE til en endnu mere solid forretning, og vi ser nu frem til at kunne levere endnu bedre tv- og internetprodukter til vores kunder ,” siger Niels Duedahl, adm. direktør i SE, i en pressemeddelelse. 

Bedre lønsomhed
Købet af Stofa skal forstærke SE's eksisterende forretning inden for internet og tv. SE forventer også, at den større kundebase vil forbedre koncernens samlede lønsomhed. 

"Vi mener, at SE og Stofa er et oplagt match, hvor de gode kundeoplevelser udgør det ene ben i begge vore virksomheders succes, mens kundernes medbestemmelse udgør det andet. Vi deler med andre ord en folkelig forankring, og med stærke kompetencer, der styrker hinanden på henholdsvis tv og internet, får vi nu mulighed for at gøre SE til en endnu mere solid forretning til gavn for konkurrencen og dermed kunderne,” siger Niels Duedahl, adm. direktør i SE.

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også