Non-stop julehits hos YouSee

Radiostationernes kamp om at sprede gammeldags julehygge breder sig nu til tv-mediet med lanceringen af 'Christmas TV'.
Per Fanefjord Laursen

Radiostationerne begyndte i går at skrue op for julehyggen, og nu følger Christmas TV efter.

Den nye jule tv-kanal planlægger at sende nonstop julevideoer helt frem til første nytårsdag. Cocktailen er et mix af populære julehits – med alt fra klassikere som Wham’s 'Last Christmas' til de nyeste julesingler fra ind- og udland.

I de senere år er julemusik begyndt at fylde mere i æteren; med dedikerede juleradiokanaler og med flere og flere julemusikudgivelser fra danske og internationale sangere.

Der findes imidlertid også mange musikvideoer med julemusik. Foreløbig over 200 danske og internationale musikvideoer, og det er nok til at sammensætte en musikbase på Christmas TV, der svarer til musikudvalget på de kommercielle radiokanaler.

Med hos YouSee
Fra i dag kan den modtages af alle tv-kunder hos Boxer TV, Waoo!, Altibox, Glentevejs Antennelaug og et udvalg af antenneforeninger hos Stofa.

Fra 1. december vil Christmas TV kunne modtages af alle tv-kunde hos YouSee.

Christmas TV er et godt eksempel på et tv-koncept, der passer ind i tidsånden, siger initiativtager Kasper Krüger – direktør for Uptown TV ApS og tidligere direktør for Sky Radio.

”Christmas TV er en ny form for tv-kanal, der vil passe godt ind i de nye musik- og tv-vaner, forbrugerne er i fuld gang med at tilegne sig. De mange nye skærme og mobile platforme betyder, at der i dag ses mere tv flere forskellige steder. Og i dag er der en udbredt forventning om, at der skal være billeder til musikken, uanset om man hører musik fra tv'et, computeren, mobilen eller iPad'en,” siger Kasper Krüger.

Reklameindtægter vil dække nogle af omkostningerne. Her vil især Coca-Colas tv-spots med Cola-lastbilerne være meget synlige. Desuden er kanalen er "sponseret” af KODA, IFPI, Verdens TV, Uptown TV og tv-distributørerne, oplyser han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også