TV 2: Annoncemarkedet falder langt værre end ventet

Lavkonjunkturen har et langt dybere bid i markedet end ventet, og tv's annonceomsætning kan falde med 10 pct. i år, konstaterer TV 2.
Per Fanefjord Laursen

Mindshare neddroslede i går sine forventninger til medieomsætningen i 2012, fra et minus på 2-3 pct. til minus syv pct.

Nedgangen i omsætning for print, især dagblade, er et akkumuleret fald på 16 procent, som er ekstremt højt, påpeger Trading Director Nino Cardel. Han estimerer, at markedets totale omsætning ultimo 2012 havner tilbage på 2010-niveau.

Investment Management Director hos Carat, Mikael Ostenfeld, spår et minus på hele 7-8 procent. Trading Director Claes Braagaard. OMD, er på linje. Han forventer et samlet fald omkring 5-6 procent i forhold til 2011.

Lavkonjunktur bidt fast
Det overrasker ikke TV 2, at mediabureauerne nu skruer helt ned for forventningerne til 2012.

Kommerciel direktør Flemming Rasmussen, TV 2, sidder med tal, der afslører et marked i markant fald i både 2. og 3. kvartal.

“Jeg tror ikke, at 4. kvartal bliver anderledes. Så tv-markedet ender med et fald på 8-10 pct. i år, og det bekræftes af vores egne tal. Vi havde forventet et fald, men dog ikke så stort.”

Lavkonjunkturen har i den grad bidt sig fast, og TV 2 må også indstille os på at de hårde tider ikke er på vej væk, siger han.

Nulvækst hos Aller
Modsat det store tv-selskab og aviserne er der i det mindste en printkategori, som ser lidt lysere på 2012.

Ugebladskoncernen Aller Media genkender ikke de dramatisk forringede udsigter. Aller nåede i sit regnskabsår pr. 30. september budgettet, der var knapt to procent under realiseret 2011, oplyser kommerciel direktør Jesper Ulsø, der ser på en nulvækst:

“Baseret på vores pipeline vurderer vi, at kalenderårets 4. kvartal lander en anelse over sidste år. Samlet set forventer vi derfor, at 2012 lander på samme niveau, som vi realiserede i 2011.”

Ifølge mediabureauerne udvikler 2012 sig langt værre end de forudsigelser, man gjorde sig omkring nytår, men Aller deler ikke den opfattelse.

”Året udvikler sig ikke langt værre, end hverken vores forudsigelser eller målt i forhold til 2011. Når det er sagt, kan vi til gengæld konstatere at sigtbarheden er faldet, fordi vores pipeline er behæftet med større usikkerhed end tidligere. ”

Produktudvikling eneste forsvar
Hverken TV 2 eller Aller regner med, at der kommer markante konjunkturforbedringer i 2013. De har kun et forsvar mod besværlige konjunkturer:

”TV 2's fokus for 2013 er at gøre hele tv-kategorien så stærk som overhovedet muligt, forbedre vores kunders muligheder for at sælge flere varer samt naturligvis styrke vores egen position på markedet,” siger Flemming Rasmussen.

”Vores modtræk er kreative salgskoncepter, bundlet salg af flere mediekategorier og ikke mindst talentudvikling, så vi i højere grad præsenterer vores kunder for løsninger end annoncesider,” siger Jesper Ulsø.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også