Elbæk: Dagblade bør kunne leve med udspil

Selv med en øget avisafgift og en omfordeling af mediestøtten bør regeringens udspil være tåleligt for "stort set" alle dagblade, mener kulturministeren.
Thomas Bo Christensen

Da regeringen og Enhedslisten søndag indgik en finanslovsaftale, sagde partierne samtidig ja til at øge den såkaldte lønsumsafgift for aviser, som sender en ekstraregning på 40 millioner kroner ud på redaktionerne.

Beslutningen fik i går Kristeligt Dagblad, der rammes for omkring en million kroner i yderligere udgifter, til at varsle fyringer, og samtidig gjorde aftalen forhandlingsklimaet mellem regeringen og oppositionen endnu mere anstrengt i de igangværende mediestøtteforhandlinger.

Men ifølge kulturminister Uffe Elbæk (R) var der ikke nogen vej uden om – og faktisk burde aviserne være tilfredse, da afgiften godt kunne have været større, og eftersom regeringen i sit udspil lægger op til at kompensere med penge fra afviklingen af Bladpuljen:

”Vi skal jo have en samlet økonomi til at gå op. Der skulle skaffes to milliarder kroner i regeringens besparelser på erhvervsstøtteområdet. Faktisk så det ud til, at besparelsen skulle være større på medieområdet, end det er endt med. Så jeg må virkelig sige, at når man samtidig aftrapper de ideelle blade (Bladpuljen, red.) og løfter den besparelse ind i hovedordningen, så synes jeg, at det på alle måder er et solidt udspil i forhold til den udfordring, medierne står over for,” siger han til MediaWatch.

Samtidig er der flere dårlige nyheder på vej for Kristeligt Dagblad.

Smerten bør være tålelig
Administrerende direktør og chefredaktør på avisen, Erik Bjerager, udtalte i går, at han frygter, hvordan mediestøtten lander, når den omlægges fra distribution til indhold, men at han vil være ”meget tilfreds”, hvis resultatet ender på et nul for avisen.

Men det skal han som udgangspunkt ikke forvente, hvis regeringens mediestøtteudspil bliver til virkelighed:

”Udspillet er et øjebliksbillede, og jeg kan ikke sige, at det bliver slutresultatet, men hvis vi går ind og beregner på f.eks. Kristeligt Dagblad eller Information, så kommer de til at komme ud med et lille minus i forhold til, hvad de får i dag. Men smerten er til at leve med for de to blade, vil jeg mene. I forvejen får de jo massiv støtte,” lyder det fra Uffe Elbæk, der fortæller, at der kommer til at ske en omfordeling af støttekronerne mellem de danske aviser – bl.a. for at styrke de lokale og regionale medier, som især Socialdemokraterne har slået på tromme for.

Omfordeling af dagbladsmidler
”Det er ikke nogen hemmelighed, at hvis man ønsker at styrke de små og mellemstore medier uden for København, så vil det alt andet lige betyde, at der går penge fra de to store bladhuse, altså JP/Politiken og Berlingske, samt nogle andre. Der vil være en omfordeling af pengene, men hvis det går, som jeg håber, så tror jeg, at det er til at leve med for stort set alle,” lyder det fra Uffe Elbæk, der dog er mindre klar i mælet, når det gælder de samlede støttekroner til de danske dagblade.

Kommer dagbladene samlet set til at miste noget i kroner og ører i det udspil, som I har lagt på bordet?
”Der kommer en omfordeling mellem medierne. Der er aviser, der får flere penge end i dag, og der er aviser, der får mindre.”

Men selv om pengene fra Bladpuljen lægges over i hovedordningen og balancerer udgiften til den øgede lønsumsafgift, er det så ikke rigtigt, at dagbladene samlet set vil få færre penge, fordi der er også er netmedier, der ikke tidligere har fået støtte, der skal have del i ordningen?
”Ja, altså der vil blive en omfordeling, det vil der. Men summen af det, man kan kalde direkte mediestøtte, vil være, som den er i dag.”

Minus lønsumsafgiften…
”Ja, men den bliver jo så kompenseret med afviklingen af de ideelle blade.”

Hesten og truget
Men selv om kulturministeren mener, at mediestøtteaftalen bliver til at leve med for dagbladene, så er spørgsmålet, om han kan samle de øvrige partier til et bredt forlig.

Ikke mindst ultimatummet om en øget lønsumsafgift har forværret forhandlingsklimaet, og i søndags fortalte Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, at den beslutning fra starten umuliggjorde et godt resultat i forhandlingerne.

Men ifølge Uffe Elbæk er det et vilkår, der ikke står til at rokke ved, og det må Venstre affinde sig med, hvis de vil være med ved forhandlingsbordet:

”Jeg vil altid gå efter en bred aftale. Men jeg kan jo ikke tvinge hesten til truget. Venstre må gøre op med sig selv, om de har lyst til at være en del af en fremadrettet mediestøtte. Det håber jeg, de vil, og jeg synes, at det, vi har lagt frem, burde være spiseligt for et bredt forlig. Men jeg kan jo ikke trylle.”

Politikerne fortsætter i morgen tidlig forhandlingerne i Kulturministeriet.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også