Valg: Seeropbakning på niveau med historisk 2008-valg

DR1 havde bedst greb om de mange valginteresserede seere tirsdag aften, mens TV 2 faldt mest i seernes smag om natten og onsdag morgen.
Per Fanefjord Laursen

Seernes opbakning til tv-dækningen af det amerikanske valg tirsdag aften og onsdag morgen på TV 2 og DR var på niveau med det historiske valg i 2008, viser en seerstatus udarbejdet af DR og TV2 selv.

DR Nyheder havde sat væsentligt flere ressourcer af til valgdækningen i denne omgang og bl.a. oprettet et studie i Washington til at sende live fra. Da danskerne skulle se amerikansk valg tirsdag aften, var DR1 den foretrukne kanal. I tidsrummet kl. 21-24, hvor både DR1 og TV 2 dækkede valget samtidigt, så i gennemsnit 299.000 valget på DR1, mens 250.000 så med på TV 2.

Inddrager man DR Update og TV 2 News, var DR's forspring lidt mindre, 320.000 til DR-kanalerne mod 303.000 til TV 2-kanalerne.

TV 2 overtog seerne
Derimod var TV 2-kanalernes valgdækning den foretrukne om natten og i løbet af onsdag morgen, hvor resultatet stod klart, og hvor republikaneren Mitt Romney og den genvalgte Barack Obama holdt taler til de amerikanske vælgere.

Mellem midnat og kl. 06.00 havde TV 2 og TV 2 News i gennemsnit 111.000 seere, mens DR1 og DR Update blev set af 37.000 i snit. Tilsammen havde kanalerne to og en halv gange flere seere end normalt.

Fra kl. 6.00-10.00 onsdag morgen og formiddag havde TV 2 og TV 2 News i gennemsnit 234.000 seere til amerikansk valgdækning, mens DR1 og DR Update havde 109.000 seere i snit.

TV2s morgenloyalitet slog igennem
TV 2 havde den indbyggede fordel, at mange seere har for vane at se TV 2 om morgenen, hvor 'Go’ Morgen Danmark' har opbygget en stærk loyalitet. Den seeropbakning, som DR1 og Update tiltrak på valgmorgenen, var dog mere end fem gange så mange seere som på en almindelig hverdagsmorgen.

TV 2 og DR havde om morgenen tilsammen flere end dobbelt så mange seere som normalt i timeslottet. Knap en halv million tændte tv-aparatet og så med.

Samlet set var der tale om god opbakning til tv-mediets massive dækning af valget. Onsdag morgen var den på højde med 2008, mens tirsdag aftenen er lidt svær at sammenligne, da hverken DR1 og TV 2 på samme måde gik ”all in” i 2008.

Kilde: Gallup, TV 2 og DR.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også