Regeringen lancerer ejerskabskriterium

Regeringens mediestøtteudspil indeholder et ejerskabskriterium, hvor f.eks. brancheforeninger, der ejer mere end to tredjedele af et medie, ikke får støtte.
Thomas Bo Christensen

I foråret forlød det, at det såkaldte ejerskabskriterium var taget af bordet til mediestøtteforhandlinger, men i det udspil, som regeringen fremlagde for parterierne i går, indgår der alligevel et ejerskabskriterium.

Regeringens udspil lægger således op til, at medier, der er ejet mere end to tredjedele af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer, ikke kan få støtte. Det er således mere end det forslag, der blev diskuteret i Dyremose-rapporten, som lød på en ejerskabsandel på 50 procent.

Med udspillet lader det således til, at f.eks. Ingeniøren står til at miste sin støtte på omkring fire millioner kroner, eftersom mediet er 100 procent ejet af IDA, Ingeniørforeningen i Danmark.

Ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør på Ingeniøren, Arne R. Steinmark, ønsker ikke at kommentere regeringens udspil, før han selv har set det.

Det samme gælder direktøren for Danske Specialmedier, Christian Kierkegaard, som hidtil har været modstander af et ejerskabskriterium. Han vil heller ikke forholde sig til udspillet og de mulige konsekvenser, før han har set det i sin helhed. 

Men spørger man til gengæld Enhedslistens medieordfører Per Clausen, der kender udspillet, så mener han, at forslaget er ”meget mærkeligt”.

Forslag skyldes pengenød
”Jeg er i udgangspunktet lidt forvirret over, at det forhold, at en forening ejer et medie, skal være afgørende for, at man ikke kan få støtte, hvis man i øvrigt lever op til de kriterier, der gælder. Det, synes jeg, er mærkeligt, når regeringen samtidig accepterer, at man kan give støtte til medier, der ejes af en udenlandsk medievirksomhed, hvor profitten og overskuddet trækkes ud af landet,” siger medieordføreren, der mener, at regeringens ønske om at indføre kriteriet skyldes, at regeringen har svært ved at få økonomien i udspillet til at gå op:

”I virkeligheden handler ejerskabskriteriet mest om, at regeringen er bange for, at den har for få penge til ordningen, hvis forskellige organisationer får mulighed for at få støtte til deres medier, eftersom de fleste jo nok vil leve op til kravene indholdsmæssigt.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også