DRRB: Det ser ikke godt ud på mediemarkedet

Mediemarkedets omsætning faldt hårdt med hele 12 procent i tredje kvartal, og 2012 står nu til en tilbagegang på 5 procent.
Per Fanefjord Laursen

Udsigterne for mediemarkedet lover ingen forandring eller bedring, konstaterer brancheforeningen DRRB.

De seneste tal fra DRRB Mediaindex viser et fald på 11 procent i september måned. Omsætningen blev på 443 mio. kr. mod 499 mio. kr. samme periode sidste år.

Nedgangen i medieomsætningen for september har resulteret i et samlet fald på 12 procent for 3. kvartal 2012.

De fleste mediegrupper har oplevet fald i september, som trækker ekstra ned i hele 3. kvartal.

Øretæve til print
Det gælder især printmedierne. Magasiner, dagblade og fagblade tegnr sig for en nedgang på hhv. 23 procent, 25 procent og 31 procent i september. De har dog haft en bedre juli og august måned, så deres fald for 3. kvartal er noget lavere med fald på hhv. 8 procent, 12 procent og 9 procent.

Tv er faldet mere moderat med tre procent såvel i september måned som i hele 3. kvartal.

Search er ene om at stige i både september og 3. kvartal med indeks på hhv. 117 og 114.

2012 er nede med fem procent
Medieomsætningen for hele 2012 til dato er faldet med 5 procent til 3,55 mia. kr. sammenlignet med samme periode sidste år.

”Det ville være løgn at sige, at det ser fantastisk ud på mediemarkedet. Tallene er udtryk for den generelle tilstand i dansk erhvervsliv, der i den grad halter efter i 2012," siger DRRB's direktør Tine Aurvig-Huggenberger, der benytter lejligheden til at sende en hilsen til Christiansborg:

“Jeg synes derfor, at det er vigtigt at understrege, at der ikke er yderligere behov for regulering og afgifter fra politisk side,” siger hun.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også