V: TV 2-salg er kun på standby

Venstre forventer, at en TV 2-børsnotering eller et fondsejerskab er blandt de modeller, som vil blive undersøgt i kølvandet på medieforliget.
Per

Finansministeren har ikke længere bemyndigelse til at sælge TV 2 til en privat medievirksomhed. Det blev besluttet i sidste uges medieforlig.

Som en del af forliget blev det imidlertid også besluttet at undersøge, om statsejerskabet er hensigtsmæssigt i det lange løb, og hvilke andre modeller der kunne være gangbare. Det kunne være, at TV 2 skulle ejes af en fond; en tanke, som også var på tapetet, da TV 2's ejerforhold var et varmt emne i VK-regeringens første fire-fem leveår.

Forliget kan ligne et mindeligt kompromis. Man skød et politisk ømtåleligt emne til hjørne, så man kunne få forliget i hus. Men Ellen Trane Nørby (V) betragter ikke forliget som et fastnavlet kompromis, der efterlader TV 2 statsejet for evigt.

“Vi ser gerne en model for TV 2, som den vi præsenterede i vores medieudspil i 2009, eller den som SF foreslog sidste år. Det ændrer aftalen ikke på. Vi respekterer, at salget er sat på standby for nuværende, men har ikke ændret politisk mening. Det samme var sikkert gældende for SF og S fra 2006-2010,” siger Ellen Trane med reference til, at SF og S accepterede en privatisering i 2006-forligsteksten.

Forslag om andre TV 2-modeller
Allerede da salget af TV 2 i 2005 pludselig blev aflyst, var der andre modeller på bordet. Man ville privatisere TV 2 ved at børsnotere det, og Ellen Trane Nørby forestiller sig i dag, at de kommende undersøgelser vil udforske de andre tidligere forslag om at ændre TV 2s ejerskab.

Den kunne eksempelvis være efter den opskrift, som Venstre og Mogens Jensen (S) var enig om i april 2010; en model, hvor staten børsnoterer TV 2, men bevarer aktiemajoriteten og sikrer, at man beholder den nuværende public service forpligtelse for TV 2.

Et minus ved ideen er bl.a. usikkerheden om aktiekursens udvikling, hvis de igangværende retssager i EU tvinger et milliardbeløb ud af TV 2.

SF: Offentligejet TV 2 fond
Et fondsejet TV 2 i en eller anden konstellation er nok en gammel idé, men den var oppe og vende for blot ét år siden.

“Statsligt ejerskab er ikke altid af det gode, og vi har i Danmark tradition for alternative ejerformer,” skrev Holger K. Nielsen (SF) og tidligere DR- og EBU-direktør, Bjørn Erichsen, i en kronik i Politiken i september 2011. Aflys TV 2-salget, og etabler en offentligt ejet erhvervsdrivende fond, foreslog de.

Holger K. fremhævede, hvordan f.eks. RealDania Fonden og Tryg Fonden bidrager til almenvellet i Danmark. De foreslog, at T 2-Fonden burde drives af en forening, som alle danskere kan melde sig ind i, hvis de har betalt deres årlige TV 2-abonnement, SF-politikeren er spåledes positiv overfor en slags folkeaktie-model, men altså uden egentlige aktier og baseret på dansk foreningskultur.

Drop blandingsmodeller 
Medieforretnings-analytiker Henrik Schultz, Argi Securities, tror til gengæld ikke, at embedsmændenes kommende undersøgelser af andre modeller vil føre til noget som helst brugbart.

Et statsligt ejerskab, direkte eller indirekte, af kommercielle medieselskaber er aldrig ideelt, lyder det fra Schultz.

Han peger på flere velkendte argumenter. En struktur, hvor staten ejer 100 procent af selskabet, kan forhindre strukturelle ændringer i selskabet, som f.eks. opkøb af eller fusion med andre medie selskaber, som har til formål at forbedre drift og udvikling i selskabet, og i tilfælde hvor selskabet må tilføres betydelige mængder kapital, kan det være forbundet med store juridiske og principielle vanskeligheder for staten, jvf bla EU lovgivning.

”Hvis formålet med et andet ejerskab er at undgå de problemstillinger, er det ærlig talt vanskeligt at se nogen reel løsning - andet end en faktisk privatisering af TV 2. Uanset hvilket 'æskesystem' staten kan finde på for at give indtryk af et 'privat' ejerskab, bør realiteten være klar for TV2's ledelse, konkurrenter, forskellige myndigheder, inklusive f.eks. EU domstolen," siger han.

Ny relation til staten
En kommende ny TV 2-ejermodel vil i givet fald blive fulgt op af en ændret kontrakt med staten, hedder det i forliget.

Den nuværende public service-aftale ville blive ændret til en programtilladelse, typisk med færre og krav der blødere formuleret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også