Uffe Elbæk giver bolden op til mediestøtteforhandlinger

Kulturminister Uffe Elbæk inviterer efter efterårsferien medieordførerne til indledende møder om en ny mediestøtte, der skal tilgodese mere digital innovation.

Det blev ikke til forhandlinger om statens støtte til dagbladene på 400 mio. kr. om året umiddelbart i forlængelse af indgåelsen af medieforliget i tirsdags.

I stedet inviterer kulturminister Uffe Elbæk (R) medieordførerne til møde om en reform af mediestøtten efter efterårsferien, skriver han i en kronik i Berlingske lørdag. 

Medieordfører Mogens Jensen (S) er briefet og på linje med ministeren.

“Jeg forventer, at processen bliver lidt den samme som med medieforliget og at forhandlingerne kommer i gang umiddelbart efter efterårsferien,” siger han.

Venstres Ellen Trane Nørby afventer både en mødedato og et regeringsudspil, som hun kan forholde sig til.

“Vi er ikke indkaldt, og regeringen har ikke lagt udspil frem,” siger hun.

Avishuse under forandring
Det er fristende at se en vis ironi i, at kulturministeren har valgt at lægge dagsordenen for forhandlingerne frem på avispapir i Berlingske-kronikken (og for en måneds tid siden i en kronik i Politiken) - i hvert fald er det ikke papiraviserne, der står til mest nursing, selvom de er pressede af digitalisering og lavvækst:

"Allerede nu ser vi, at hæderkronede forretningsmodeller i "den fjerde statsmagt" er under voldsomt pres, fordi annoncemarkedet har ændret sig, og abonnenterne er troløse. Nogle aviser vil klare sig og blomstre. Andre vil måske bukke under og forsvinde. Og nye navne vil formidle nyheder på måder, vi endnu ikke kan forestille os," skriver Uffe Elbæk i weekendens kronik.

De store avishuse skal heller ikke regne med at få den samme store bid af støttekagen, som de hidtil har fået, og som Dyremose-udvalgets oplæg fra sidste år lægger op til:

"Det er ikke indlysende for mig, at fordelingen behøver at være den samme efter omlægningen, og jeg ser hellere, at vi bliver bedre til at understøtte innovationen - inklusive den innovation, der kommer fra de store mediehuse selv," skriver Uffe Elbæk.

Tre overskrifter
Kulturministeren sætter tre overskrifter på, hvordan den nye mediestøtte skal lande. For det første skal støtten gøres mere platformsneutral og ændres fra distributions- til produktionsstøtte helt i tråd med Dyremoseudvalgets anbefalinger. For det andet skal de små netmedier til fadet - og det skal være nemt for dem:

"På baggrund af Dyremose-rapporten har der været en bred debat om grænsen for, hvornår et medie kan komme i betragtning til støtte. Her er det klart for mig, at den minimumsgrænse på fem fastansatte journalister (som Danske Dagblades Forening er fortaler for, red.), som har været på spil i debatten, er alt for restriktiv og vil udelukke netop de ambitiøse nyskabelser, som vi skal støtte."

Som det tredje fokuspunkt peger kulturministeren på, at innovationspuljen, der skal støtte digitale satsninger og eksperimenter, skal have tyngde til at rykke noget - underforstået, at den skal være større end de 12 mio. kr., der er skitseret i Dyremose-rapporten.

Bredt forlig
Hvordan ministeren forholder sig til det ejerskabskriterium, der findes to modeller for i Dyremose-udvalgets skitse, fremgår ikke af kronikken.

Mediepolitikerne har netop afsluttet et forhandlingsforløb om en bred medieaftale om tv og radio, som alle Folketingets partier, bortset fra Liberal Alliance, endte med at tilslutte sig.

Det lover godt for det næste forløb, mener Uffe Elbæk, der altså satser på endnu et bredt forlig.

Første forhandlingsrunde om mediestøtten er datosat til d. 29.10, men forinden foregår de indledende sonderinger blandt medieordførerne.

- PFL, LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også