Venstre: Tidsel-fyldt aftale bedre end ingenting

Der er rigeligt med uskønne punkter i medieforliget. Men Venstre er samlet tilfreds, siger ordfører, der vil kæmpe for dagbladene i mediestøtteforhandlinger.
Thomas Bo Christensen

DR styrkes med millioner, sportslisten bringes til live og det tidligere forbud mod produktplacering genindføres. En del af punkterne i det nye medieforlig lyder umiddelbart ikke som sød musik i liberale ører, og spørger man Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby, er hun da heller ikke glad for alle dele af aftalen.

”Det er jo ikke, fordi vi er enige i det hele. Sådan er det jo tit. Vi synes, at der er en række tidsler i den aftale, der er. Men aftaleudkastet er langt bedre, end hvis vi var gået fra forhandlingerne, fordi vi har fået en masse mærkesager igennem,” siger ordføreren.

Hun peger på, at partiet har været med til at sikre, at ikke alene DR bliver styrket, men også TV 2's regioner. Desuden er der kommet fokus på mere gennemsigtighed i, hvordan DR bruger licensmidlerne, ligesom Public Service-Puljen blev fastholdt.

Men alligevel er hun ikke sen til at udpege den mest "trælse” flora i forliget.

Sportsliste er ren ideologi
”De tidsler, der er mest trælse, er f.eks. sportslisten, som bare er ren ideologi fra regeringens side, og som ikke kommer til at sikre, at danskerne altid kan få gratis fodbold, fordi sådan noget eksisterer ikke. Desuden havde vi ikke noget behov for, at DR skulle have flere penge. Det har de så fået alligevel, men til gengæld er det lykkedes os at få fastholdt, at licensen ikke skal stige, som regeringen sagde, at den skulle før valget,” siger Ellen Trane Nørby, inden hun opsummerer:

”Så der er mange ting, hvor man kan sige; ja, der er noget, vi ikke bryde os om, men vi har også fået mange ting igennem, som betyder noget.”

Det betyder dog ikke, at slagsmålet med regeringen er slut – det fortsætter ved de kommende mediestøtteforhandlinger, hvor der ifølge ordføreren rigeligt med diskussionspunkter.

Ulige vilkår
Ikke mindst når det gælder dagbladenes konkurrence med de public servicemedierne, som altså blev tilgodeset i medieforliget. Her har Danske Medier i dag kritiseret, at medieforliget går ud over de private medier:

"Styrkelsen af public servicemedierne med flere midler til DR og TV 2-regionerne betyder, at mangfoldigheden af private medier udsættes for en ulige konkurrence," udtalte adm. direktør Ebbe Dal i organisationen tidligere i dag i en pressemeddelelse med henvisning til de 130 millioner kroner, der med medieforliget tilflyder DR de kommende år og de ekstra millioner, der samtidig er afsat til de regionale TV 2 stationer.

Et synspunkt, som Ellen Trane Nørby deler:

”Jeg fuldstændig enig med Danske Medier i, og det har vi også sagt tydeligt til regeringen, at det er et kæmpe stort problem, at de vil styrke public service-medierne, når de samtidig vil skære på dagbladene. Så det er vi enige i, og det er også det, vi vil fremføre, når vi kommer til medieforhandlingerne. Der er nødt til at være sammenhæng i tingene.”

Men bør dagbladene kompenseres i mediestøtteforhandlingerne, når man også tænker på, at der er lagt op til en stigning i lønsumsafgiften?

”Det er regeringen, der i finansloven ligger op til, at man skal spare 40 mio. kroner hvert år i forbindelse med lønsumsafgiften. Det har vi fra starten sagt, at det var den forkerte vej at gå, når man samtidig vil give DR flere penge. Så det er et synspunkt, vi har flaget i flere omgange, og det vil vi blive ved med. Men lad os nu vente og se, hvad det er for et udspil, regeringen kommer med, inden vi forholder os til, hvad mediestøtten skal være eller ikke være. Det er jo vanskeligt, når regeringen stadig ikke har spillet ud med noget.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også