Regeringen lander aftale om ny offentlighedslov

Regeringen har indgået aftale med Venstre og Konservative om en ny offentlighedslov. Regel om ministerbetjening præciseres.
Thomas Bo Christensen

Regeringen, Venstre og Konservative er blevet enige om en ny offentlighedslov, der skal afløse den gældende lov fra 1985.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Det mest opsigtsvækkende punkt i aftalen er, at aftaleparterne nu er enige om beholde den meget omtalte paragraf 24 om ministerbetjening, men samtidig præcisere ordlyden.

Som en konsekvens af aftalen vil begrebet ”ministerbetjening” ikke blive anvendt i det kommende lovforslag, som vil blive fremsat første halvdel af februar måned 2013.

”Formålet er, at betingelserne for at undtage dokumenter præciseres, men samtidig er reglen nødvendig for at sikre fortrolighed i forhold til embedsmændenes betjening af ministre. Med præciseringen tydeliggøres det, at hensigten er, at bestemmelsen skal fortolkes og anvendes restriktivt,” lyder det i meddelelsen. 

Justitsminister Morten Bødskov (S) udtaler:

”Som alle ved, har der tidligere været en betydelig debat om bestemmelsen om den såkaldte ministerbetjeningsregel. Jeg har været meget opmærksom på den kritik, som har været fremsat, og jeg er meget tilfreds med, at et bredt flertal i Folketinget nu præciserer, i hvilke særlige tilfælde reglen kan bruges. Reglen er en undtagelse til det klare udgangspunkt om, at alle har adgang til dokumenter i den offentlige forvaltning, og aftaleparterne er således også enige om, at reglen skal anvendes restriktivt.”

DJ er skeptisk

Anderledes forbeholden er Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard. Til Journalisten.dk siger han, at han vil afvente, hvad det konkrete lovforslag kommer til at indeholde, men at han på baggrund af aftaleteksten er skeptisk mht. til præciseringen af paragraf 24:

"Jeg er stadig mere end skeptisk over for, hvad det er, man erstatter formuleringen 'ministerbetjening' med. Ønsker man stadig at bevare intentionen med ministerbetjeningsreglen, der kan holde afgørende sager væk fra medier og offentlighed, men kalder det noget andet," spørger formanden.

Link til den politiske aftale.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også