Forlig garanterer ikke fuld DAB-speed frem

Opdateret: Det er godt nyt, at politikerne indgår et tiltrængt kompromis om radiomediets digitale udvikling, men der er stadig flere spørgsmål end svar.
Per Fanefjord Laursen

Alt tyder på, at politikerne som et led genforhandlingen af medieforliget ender med også at kunne træffe aftale om et scenario for radiomediets langsigtede udvikling.

Det vil uden tvivl umiddelbart vække glæde blandt alle interessenter – lige fra hardwareproducenter, til broadcastere, embedsmænd – og ikke mindst politikerne selv.

MediaWatch gennemgik i fredags grundelementerne i det, som der tegner sig opbakning til.

Det såkaldte ‘4. scenario’ er en model, hvor DR og de kommercielle radiostationer bytter DAB-blokke. DR's kanaler flyttes til blok2, som formentlig kan regionaliseres på en måde, så der også bliver plads til P4-regionerne.

De få kommercielle landsdækkende DAB-kanaler flyttes til den landsdækkende blok1, som skal sælges til prviat aktæør, der bliver gatekeeper. Her gemmer sig en svær forhindring - for prisen på blok1, der ejes af DR, afgør hvor meget kommerciel skal betale i sendeafgift for at være på. 

Det hele kræver en overgang til DAB+ i alle DAB blokke, hvilket betyder plads til mange flere kanaler - og faldende priser.

"Nødløsning"
Scenariet modtages positivt, men er reelt en "nødløsning", siger kilder; forfattet af embedsmænd og DR i foråret for at få brudt et toårigt politisk dødvande. Det opstod, da det for alvor stod klart, at ingen af de tre oprindelige foreslåede scenerier fra 2010 ville flyve. Årsagerne var flere, men særligt at DR ikke ville betale for udbygningen af DAB blok3.

Afgørende i det nye scenario er, at DR ikke skal finansiere udbygning af en tredje DAB blok til regional radio. DAB blok3 skal overlades til de regionale kommercielle aktørers investeringlyst.

De regionale radioer er ikke kede af deres fine FM-dækning, og det er i skrivende stund lidt usikkert, hvordan det aspekt udvikler sig. Nyt er, at det nu ikke behøver blive voldsomt dyrt for en regional radio at oprette sendemaster til DAB - og evt dele positioner med konkurrenterne - for når P4 er væk, bortfalder beredskabsforpligtelserne på senderne.

Ingen DAB speeder
Nikker en bred kreds af ordførerne ja – selv Enhedslisten er positiv – betyder det ikke, at der sættes fuldt tryk på DAB-speederen i 2013.

Det betyder, at politikerne er enige om en slagplan – en intention om at gøre noget. Den intention skal så måles, vejes og undersøges. En proces, der ifølge MediaWatchs kilder kan tage ét eller endda to år. Med forlægget køber både politikerne, DR og andre broadcastere sig altså lidt mere tid, inden der for alvor skal besluttes noget.

DR står lige ude i kulissen, men i sidste ende er det op til politikerne at beslutte, om de vil DAB for alvor: Om DAB skal være den førende radiodistribution. Siger de ja, fanger bordet, og de skal være villige til at bakke intentionerne op en ordring for at sikre, at kommerciel radio kan se en forretningsplan i at sende på mux1. NovaFm og PopFM er naturligvis forpligtet til at være der i deres sendekoncessioner.

Slukkedato næppe mejslet i sten
Nøgleaktøren DR er ikke uden egne forbehold for en FM-slukning, men skal det være, bør skal det ske for fuld musik. Hvis medieforliget indeholder en commitment til det '4 scenario', skal der påhæftes en intention om at slukke FM, for for alvor at få processen til at rulle. Man taler ifølge Enhedslisten om 2019. Norge har valgt 2017 - med forbehold for at skubbe til 2019.

Det er værd at bemærke, at en slukkeintention bliver udstyret med flere krav og forbehold, så den kan flyttes, hvis verden og markedet ændrer sig.

Mange ting kan som bekendt ske i en dynamisk digital verden.  Eller noget helt andet - som f.eks at vælgerne beklager sig over, at de - uden det er teknisk nødvendigt - skal udskifte samtlige radioapparater i husstanden, hvilket koster befolkningen et millardbeløb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også