”For tidligt at trække sig tilbage”

Afgående direktør i A-pressen, Bjarne Salomonsen, vil jage nye job-udfordringer - alternativt gå ind i frivilligt socialt arbejde. En ting er sikkert: Sofaen kalder ikke.

Han kunne være blevet på lavt blus og passet bestyrelsesarbejdet i de fire medievirksomheder, LO-ejede A-pressen er engageret i. I stedet har direktør i A-pressen Bjarne Salomonsen, 62, valgt at fratræde til nytår - ikke for at trække sig fra arbejdsmarkedet, men for at gå på jagt efter nye udfordringer.

”Hvis jeg skulle have fortsat som direktør i A-pressen, så ville jeg også bundet af det arbejde, og der vil jeg i stedet gerne se tiden an og se, om der er mulighed for at få noget andet, der er mere arbejde i, selvom man nu har paseret de 60. Jeg har været på arbejdsmarkedet, siden jeg var 15 år, og jeg har haft travlt det meste af tiden. Derfor ville det at gå ned på et meget lille niveau næsten være værre end at stoppe helt," siger Bjarne Salomonsen, der begyndte i typograflære som 15-årig i trykkeriet Bording i Guldbergsgade.

En adresse han siden vendte tilbage til som direktør for A-pressen, da A-pressen flyttede fra Kalvebod Brygge i kølvandet på lukningen af Det Fri Aktuelt.

"Selvom jeg er over 60 år, føler jeg stadig, at jeg er alt for ung til at forlade arbejdsmarkedet og derfor har jeg besluttet at holde øje med, om der skulle komme et job, man kunne søge," siger Bjarne Salomonsen.

Skal det job også være i mediebranchen?

"Jeg vil nærmere sige, at det skal være sjovt. Nu har jeg haft det sjovt på arbejdsmarkedet i 47 år, så vil jeg også gerne have det sjovt nogle år endnu. Det kunne være mediebranchen, men jeg brænder også for socialt arbejde, så det kunne også være noget helt andet," siger Bjarne Salomonsen, der har lagt en plan B, hvis jobmarkedet ikke skulle kaste nye udfordringer til den 62-årige mediemand af sig.

"Skulle det ikke lykkedes at finde noget andet, så har jeg lavet den plan B, at jeg går på efterløn, og så vil jeg læse noget astronomi og gå ind i noget frivilligt socialt arbejde. Jeg har altid haft et aktivt liv, og jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at have em aktiv hverdag."

Frygter du 1. januar?

"Nej, for det, der er sket nu, har sådan set været på vej igennem et par år, og jeg har også drøftet det med min bestyrelsesformand i hvert fald i et år, hvor jeg kunne se, at det her ville nok være resultatet. Derfor lagde jeg en plan B sidste år netop for ikke at gå i panik og fir at kunne forbedrede mig og afslutte på en god måde - med en plan B i baghånden, hvis alt andet skulle mislykkes."

- LR

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også