Medieforlig skal sikre Uffe Elbæk politisk fjer i hatten

Tirsdagens medieforhandlinger vil kredse om kerneemnet. Hvordan skal 100 mio. i overskydende licensprovenu investeres.
Per Fanefjord Laursen

Medieordførerne fra alle partier mødes for tredje gang i dag for at tale sig nærmere en tilpasning af medieforliget fra 2010.

Det er en atypisk forhandlingssituation i mediepolitisk sammenhæng. Regeringen har ikke har lanceret en liste af nye visioner, men en liste af ting man vil ændre i det gældende forlig.

Diskussionen omkring bordet i dag vil kredse om ét kerneemne: hvad skal der ske med det licens merprovenu på ca. 100 mio. kr., der ligger og venter? Skal hovedparten investeres i mere dansk tv for børn og unge hos DR og resten styrke de regionale 24 timers TV2-kanaler. Sidst Venstre ytrede sig, var man imod, at DR skal have de ledige licenspenge.

En anden nøglebrik er, at regeringen vil sænke DR’s udlægningskrav til niveauet før 2010 forliget. Paradoksalt nok er Enhedslisten og Venstre, ifølge Mediawatchs oplysninger, nærmest enige her; man finder det sympatisk, at nogle licensmidler kommer ud og virke andre steder end i Ørestaden.

Brikker til at handle med
Så er der de mindre brikker i regeringens oplæg, der er til at handle med. Både regering og opposition har flere brikker, som kan spilles, og opgives mod at få andre ting: Regeringen vil afskaffe product placement, som branchen selv er ligeglad med. I samme kategori er planen som at genindføre en sportsliste af events, der skal sendes på nationalt tv, men som aldrig har virket. Muligvis er en evig udskydelse af TV 2's privatisering også en brik, der kan handles med. Venstre og Konservative har ikke interesseret sig for det emne i mange år.

Mere krig på kniven er der i regeringens krav om at få neddroslet Public Service Puljen fra 37 mio. kr. til 25 mio. kr. Her synes der at være reel uenighed. Om end der tegner sig et brugbart kompromis - at puljen bevarer sin styrke, men man forbyder TV3 og SBS-kanaler at afbryde de programmer, som er støttefinansierede.

Oppositionen og regeringen er ikke så uenige, når det gælder interessen i at sikre et friere tv-valg. Mogens Jensen har sendt klart signal om at lade markedet løse det, og ankomsten af stærke online baserede tv-tilbud som HBO Nordic tager brodden af problematikken.

En fjer i hatten
Det afgørende succeskriterie for det videre forhandlingsforløb og for resultatet er næppe justeringer af nogle medieteknikaliteter. Meget taler for at der nås til enighed om punkter, som samtidig kan udlægges som én fjer i hatten til kulturminister Uffe Elbæk (R) og én Mogens Jensen (S).

Uffe Elbæk trænger til en klart forståelig, medieegnet sejr. Det kunne være som den radikale minister, der en gang for alle pakker privatiseringen af TV 2 ned i en papkasse.

Det er Mogens Jensen, der har ønsket en genforhandling af 2010-forliget. Så han skal pinedød have et eller andet ud af det. Det kunne være som manden, der giver danskproduceret børne-tv flere muskler i en globaliseret medieverden.

Endelig burde der ifølge signalerne være fælles fodslag om at finde sammen om en langsigtet digital radiostrategi, men lytter man nærmere til vandrørene, er der ikke meget der tyder på, at DAB som distributionform får fornyet medvind i denne omgang forhandlinger.

Regeringens bruttoliste af emner
- Alle planer om et TV 2 salg begraves

- Merprovenuet på licenskontoen skal investeres i tv. Op mod 100 mio. kr.

- DR udlægning krav mindskes til før medieforlig i 2010 niveauet

- Tekstjusteringer i DRs public service kontrakten ulmer også

- Neddrosling af Public service puljen til før medieforliget 2010 (25 mio)

- Mere public service tv til børn- og unge gennem mere dansk produktion.

- Styrkelse af de regionale TV 2-stationer

- Genindførelse af ”sportslisten”. Dvs. at vigtige sports- og kulturbegivenheder i størst muligt omfang skal kunne vises på store, landsdækkende tv-kanaler

- Flere DR-transmissioner fra ballet, opera og skuespil på Det Kongelige Teater, så flere danskere kan få glæde af nationalscenen

- Ønsker om at lande en langsigtet aftale om en radiostrategi for DAB og FM

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også