Ritzau vil spare sig til overskud i 2012

Efter et tocifret millionunderskud i 2011 trimmer Ritzau alle ender og kanter og forventer et overskud for 2012. Men omsætningen viger fortsat.
Thomas Bo Christensen

Lige så hurtig og præcis Ritzau skal være i deres telegrammer, lige så nøjsom og skrap skal Danmarks ældste nyhedsbureau være, når det gælder om at styre omkostningerne. Hver eneste skilling skal vendes i en situation, hvor konkurrencen på nyhedsmarkedet er øget markant, efter Berlingske Media sidste år brød med Ritzau og lavede deres eget bureau.

Bruddet betød sammen med andre aftaleopsigelser, at Ritzau kom ud af 2011 med et underskud på 17 mio kr., og ejerne var i foråret nødt til at skyde 8 mio. kr. i bureauet, efter at egenkapitalen var røget ned på 3 mio. kr..

Men efter et år, hvor Ritzau har sparet kraftigt, forventer administrerende direktør Lars Vesterløkke igen at se sorte tal på bundlinjen ved udgangen af 2012:

”Vi regner med at gå fra et minus på 17 mio. sidste år til et overskud i år. Ikke et gigantisk overskud, men dog et plus. Og det gør vi først og fremmest ved at spare, fordi vi tjener mindre. Men det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, for omsætningen viger fortsat. Men markedet er jo presset, så det er ikke så mærkeligt.”

Taktisk spil
Selv om første halvdel af 2012 også har budt på opsigelser, understreger Lars Vesterløkke, at bureauet ikke har mistet nogen medier som kunder i løbet af året.

Sidste år såede både Børsen og TV 2 ellers tvivl om, hvorvidt de ville fortsætte som kunder, efter at der var kommet yderligere konkurrence på markedet med Berlingskes indtræden. Begge medier gentegnede dog deres aftaler senere på året.

Netop på grund af den øgede konkurrence er Lars Vesterløkke også mere fåmælt i dag, end han plejer at være, og han ønsker ikke at gå ydereligere ind i udviklingen i omsætningen og antallet af kunder.

”Det er en anden tid nu, hvor vi er i konkurrence med Berlingske og måske også andre medier, så jeg er ikke så åben, som jeg var tidligere,” lyder det fra Vesterløkke.

Kraftige besparelser
Besparelserne, som skal hive overskuddet hjem i år, startede i princippet allerede i slutningen af 2011, hvor nyhedsbureauet nedlagde 15 stillinger. Men selv om bureauet ifølge topchefen fortsat sparer kraftigt, er der ikke udsigt til, at det fører til afskedigelser.

”Vi sparer hver dag. Alt det vi kan, og det gør vi også resten af året. Det tror jeg, vi kommer til at gøre i mange år fremover. Der er ikke nogen udsigt til, at vi på kerneforretningen kommer til at tjene mange penge. Det tror jeg ikke, at der er nogen medier, der forestiller sig, at de kommer til. Jeg tror, at vi og formentlig også andre medier i de næste fem år kommer til at skulle reducere alle de omkostninger, man overhovedet kan. Derfor sparer vi på alt. Også frugtordningen. Men det er nok billedet i hele mediebranchen.”

Initiativer på vej
Men selv om det er hårde tider, og markedet er presset, så siger Lars Vesterløkke, at der er stadig er penge til udvikling, og at bureauet i løbet af efteråret vil præsentere flere initiativer, som han dog endnu ikke vil konkretisere.

”Vi har selvfølgelig begrænsede midler i forhold til så mange andre steder. Men vores ejere har ønsket at investere i udvikling, og det prøver vi at leve op til, og vi har da også nogle penge til udvikling i år,” siger han og fortæller, at et de initiativer, som bureauet har sat i søen, er bureauets videoinfo-tjeneste, som blev lanceret i foråret.

Her kan virksomheder og organisationer sende pressemeddelelser ud via Ritzaus distributionskanaler og derved få eksponering. Projektet er stadig i sin begyndelse, og foreløbig er der kun tegnet kontrakter med 10 virksomheder, men ifølge Lars Vesterløkke er potentialet i markedet stort.

Kun plads til et bureau
Endelig forventer Lars Vesterløkke også, at forårets køb af konkurrenten Newspaq både vil bidrage til bundlinjen og forbedre Ritzaus produktmuligheder:

”Vi overtog noget, der havde givet underskud, men som blev skåret til i forbindelse med købet. Nu er det så i et lille plus, hvilket vi havde planlagt. Men det er et trængt marked for alle, og det er det også for os,” siger Lars Vesterløkke, som efter snart et år i konkurrence med Berlingskes Nyhedsbureau stadig er overbevist om, at der på det lille danske marked kun er plads til ét "full service" nyhedsbureau:

”Hvis vi taler om et klassisk nyhedsbureau, som det man har i andre lande, og i den rolle som Ritzau hidtil har spillet, så tror jeg ikke, at der er plads til flere i så lille et land. I Norge og Sverige prøvede man for omkring ti år siden med nye bureauer, men de opgav. Selvfølgelig kan tingene ændre sig, men meget tyder på, at hvis man vil have et bureau, der leverer den basale dækning, så er der ikke plads til mere end ét. Risikoen for samfundet er to små bureauer, der forsøger at løse samme opgave, men kun kan klare det halvt.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også