Uffe E: Lysere udsigt for mediestøtte-forlig
Kulturminister Uffe Elbæk (R) forventer fortsat, at mediestøtte-forhandlingerne går i gang dette efterår. Når medieaftalen er landet, gælder det et mediestøtte-forlig.
I mandags fremgik det af finanslovsforslaget, at det planlagte beløb til distributionsstøtte på 347 mio. kr. er intakt og ikke skæres, som ellers var regeringens tanke som led i de generelle besparelser i erhvervsstøtteordninger.
"Det er glædeligt, at mediestøtten ikke er blevet beskåret i finanslovsforslaget for 2013. Det gør det alt andet lige lidt lettere at skabe politisk opbakning om regerings forslag til omlægning af mediestøtten," siger Uffe Elbæk i et svar per mail.
Efter forårets forsinkelse står det klart, at en ny mediestøtte-model først kan træde i kraft i 2014, hvilket frustererer især netmedierne.
Vil ministeren overveje at foreslå en slags ‘mellemløsning’ for netmedier, der åbner for, at de kan søge støtte i 2013. Så de ikke skal vente til 2014?
"Vi vil som tidligere nævnt afsøge muligheden for, at innovationspuljen kan træde i kraft før omlægning af hovedordningen, men både omlægningen af hovedordningen og innovationspuljen forudsætter EU-Kommissionens godkendelse."
Kan ministeren på forhånd udelukke, at avisernes momsfritagelse (værdi ca. 1 mia., red) overhovedet kommer til debat under forhandlingerne?
"Jeg vil ikke gisne om forhandlingsforløbet - jeg kan jo ikke vide, hvilke temaer andre forhandlingsdeltagere vil bringe op i forhandlingerne."