Nyt forsøg på at lægge langsigtet radiostrategi

Ved de kommende medieforhandlinger vil politikerne gøre endnu et forsøg på at finde fælles fodslag om en langsigtet strategi for DAB. Revideret rapport åbner for et kompromis i et nyt fjerde scenario.
Per Fanefjord Laursen

Alt tyder på, at politikerne forsøger at nå til enighed om langsigtet slagplan for radiomarkedet i Danmark, når de går i lag med medieforhandlinger den 3. september.

Rapporten, som de skal beslutte ud fra, er netop offentliggjort af Kulturstyrelsen. Den har ligget på hylden i hele 2012, da al snak om DAB gik i baglås. Men nu er den ude lige op til medieforhandlinger, hvor de fleste politikere har lovet fornyet handlekraft om DAB og FM.

Ét af politikerne og embedsmændenes største problemer er, at teknologien ændrer retning år for år, og det er svært at finde enighed blandt eksperter og aktører om, hvad der er den klogeste vej.

En ekstra mulighed
Den nyeste rapport om emnet indeholder tre scenarier som hidtil (se faktaboks) men nyt er, at en af løsningerne har en ekstra kombinationsmulighed påhæftet - en "fjerde" mulighed.

I den ekstra “fjerde” løsning for en DAB-fremtid undersøges det, om DR med fordel kan skifte DAB blok. DR skal overgå fra blok 1 til blok 2 med samtlige kanaler, herunder også P4. I blok 2 er det muligt at regionalisere signalet således, at P4 kan fungere på DAB. Hvad de private regionale og lokale radioer skal gøre, fremgår ikke, men det tyder på at de bliver på FM.

DR har ikke været begejstret for udsigten til at betale for etablering af DAB blok3, men den nye kompromis-løsning har DR's opbakning ifølge MediaWatchs oplysninger.

Haster ikke med Blok 3
Den fjerde model betyder, at Danmark vil beholde både FM- og DAB-sendenettene i blok 1 og 2, men også, at blok 3 ikke etableres, før det er afklaret, om DR kan være fuldt ud i blok
2.

Opbygning af DAB blok 3 vil så afvente nærmere undersøgelser, men vil formodentlig kunne etableres fuldt ud uden inddragelse af DR. Dermed skal DR’s interesser ikke tages i betragtning i forbindelse med opbygningen, heder det i rapporten.

Det lægger op til et noget urealistisk scenario, hvor de private helt selv skal betale, hvis de vil med i DAB blok3.  For at holde omkostningerne nede overvejes det, at blok 3. kun opbygges med en dækning på 75 procent.

I rapporten erkender kulturstyrelsen, at denne model betyder, at der er de sendemuligheder, vi kender nu, og dermed at der næppe etableres yderligere kanaler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også