Radikale: De store mediespørgsmål må vente

Der indledes almindelige medieforhandlinger lige efter den 1. september - ikke mediestøtte-forhandlinger - meddelte kulturminister Uffe Elbæk forleden.
Per Fanefjord Laursen

Der indledes almindelige medieforhandlinger lige efter den 1. september - ikke mediestøtte-forhandlinger - meddelte kulturminister Uffe Elbæk forleden.

Der er tale om en genforhandling af VKO forliget fra 2010. Da Uffe Elbæk indtog ministerstolen i 2011, var interessen i en justering af det smalle 2010-forlig ellers lunken. Faktum er også, at når de planlagte justeringer slår igennem, skal regeringen alligevel så småt i gang med at forhandle den næste regulære forligsperiode.

Radikal ordføre vil luge ud
Ikke desto mindre er regeringen nu klar til at luge ud i 2010-forliget efter forårets manglende resultater.

“Regeringspartierne var ikke med i medieforliget fra maj 2010, og er derfor heller ikke bundet af det. Derfor er det helt naturligt, at vi luger ud i det, vi ikke bryder os om og til gengæld føjer til der, hvor vi selv har nogle politiske mål. Men det er klart, at vi udskyder de helt store spørgsmål til næste rigtige forlig,” siger medieordfører Zenia Stampe (RV) til MediaWatch.

Zenia Stampe mener, at Socialdemokrater, Radikale og SF vil se nærmere på tilpasninger på flere områder, som f.eks. graden af detailstyring af DR og TV 2, prioritering af de nye regionale 24-timers kanaler, ny radiostrategi med overgang til DAB og Public service puljens størrelse.

“Og så er der naturligvis fordelingen af overskydende licens,” siger den radikale ordfører, der ikke vil uddybe listen.

S klar i spyttet
Flere måneder før Uffe Elbæk (RV) kom ind i billedet, var den daværende oppositionsleder på medieområdet - ordfører Mogens Jensen (S) - ret klar i spyttet om justeringer af VKO forliget.

I dag er det mere uklart, hvad præcis de to partier kan enes om at justere på, før de eventuelt inviterer oppositionen til forhandlinger om et bredt forlig.

Bruttolisten af elementer er dog ikke helt fremmed. Udover Zenia Stampes forslag lyder der politiske interesse i at lempe arbejdsbetingelserne for Radio 24syv på strategiske områder.

Public Service Puljen er allerede sat ned til niveauet før forliget. Product placement kan være i søgelyset; det gælder også det øgede krav til DR’s udlægninger og justeringer af teksten i DR’s public service kontrakt, herunder DR’s råderum, som Stampe også indikerer.

Endelig har S-ordføren tidligere udvist stort engagement i at sikre alle vigtige sportsbegivenheder på landsdækkende tv.

Regeringens smørrebrødsseddel
Blandt de få budskaber fra ministeren selv er, at DR skal have et skærpet fokus på børn og unge og på musikjournalistik og tematiserede programmer, herunder fokus på forskellige genrer inden for rytmisk musik.

Ønskerne om et friere valg af tv-kanaler er muligvis på regeringens smørrebrødsseddel. De intensioner indgår allerede i gældende forlig, men spørgsmålet, tv-branchen stiller sig, er, om den nye regering vil lægge mere pres på distributører, inspireret af Konkurrencestyrelsens konklusioner på området.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også