Jensen: Lang praktiktid gavner ikke danske journalister

Det er nødvendigt med en ‘akademisering’ af journalistfaget, skriver Lasse Jensen i dag i sin medieklumme i Information. P1-værten og mediejournalisten mener, at verden og samfundet er blevet så kompliceret, at der kræves journalister, der både har et godt analyseapparat og solid viden med i værktøjskassen.
Per Fanefjord Laursen

Det er nødvendigt med en ‘akademisering’ af journalistfaget, skriver Lasse Jensen i dag i sin medieklumme i Information.

P1-værten og mediejournalisten mener, at verden og samfundet er blevet så kompliceret, at der kræves journalister, der både har et godt analyseapparat og solid viden med i værktøjskassen.

Lasse Jensen skynder sig at anerkende, at nyuddannede danske journalister i dag er bedre akademisk rustede end tidligere generationer i faget. Problemet i dag er, at journalistuddannelsen i generationer har været benhårdt styret af ’branchen’, der bl.a. sikrer, at den i forvejen sparsomme studietid indeholder verdens længste praktiktid, hvor praktik-mediets normer og meget forskellige traditioner “piskes ind i de stakkels studerende” i op til halvandet år.

“Det sikrer naturligvis en række medier billig og energisk arbejdskraft, men det kører alt for tidligt alt for mange journaliststuderende ind på et bestemt spor, som de kan have svært ved at hoppe ud af igen. Og den akademiske indlæring afbrydes i så lang tid, at det er svært at komme tilbage til skolebænken. I andre lande, f.eks. Tyskland, har langt de fleste journalister en kandidatuddannelse – som efterfølgende suppleres med praktisk journalistik. Næsten som jurister, der bliver advokater efter fuldmægtig-tiden på et advokatkontor,” skriver Lasse Jensen.

Han minder om, at et tårnhøjt eksamensgennemsnit som 18 årig ikke er en garanti for, at der kommer dygtige journalister eller psykologer ud af det. Og det er ingen garanti for den erhvervelse af menneskelig erfaring eller modenhed, som er en forudsætning for udøvelsen af begge fag.

Lasse Jensen glæder sig videre over, at forskningsministeren har erklæret, at antallet af såkaldte kvote 2-studerende skal øges. Her er erfaringer – ikke kun karaktergennemsnit – også pointgivende. Der skal være plads til nørderne, men så sandelig og i høj grad også til de utilpassede, de uforudsigelige og de besværlige rødder i journalistik, lyder det fra Lasse Jensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også