Hvad vil du med dit mediejob?

Berlingske-fotograf Mads Nissen vil gerne spørge branchen: Hvorfor blev du journalist? Og hvordan skal dine læsere, seere og lyttere mærke det?

Mads Nissen har arbejdet freelance som fotojournalist i en årrække, er nu fotograf på Berlingske og vandt i foråret en stor del af priserne ved Årets Pressefoto.

Sommeren skal bruges på... fotofestivaler, fotobøger og kunstfoto... Og så skal den nyfødte søn vises frem.

Hvor går sommerferien hen i år, hvorfor og hvor længe?
Juli tager jeg til kunstfoto-festivalen Les Rencontres d’Arles i Sydfrankrig. Selvom der er god mad og rosé er det hårdt arbejde med formelle og uformelle møder. I august har jeg to uger fri, hvor vi nyder København og tager lidt til Jylland for at vise vores nyfødte søn frem til bedsteforældrene. I September tager jeg til fotojournalist-festivalen Visa pour l’image i Perpignan, Frankrig. Mikset af dokumentarfotografiets sans for vigtige samfundsfortællinger og personlighed og originalitet, der ofte findes i kunstfotografiet, er dybt interessant, og derfor tager jeg altså til begge fotofestivaler i år. Når festivalen er slut, mødes jeg med min hustru og søn i Barcelona og så drøner vi til Baskerlandet og chiller nogle uger.

Hvilken medier tager du med?
Alle der kan være på min computer samt nogle udenlandske magasiner (f.eks. Time, Newsweek og Economist) som jeg altid køber, når jeg skal flyve (man må jo ikke sidde med computer ved take-off og landing).

Hvad ser du frem til at læse/se?
Mine flere meter lange samling af fotobøger kræver fordybelse og ro at dykke ordentligt ned i, hvilket jeg har forsømt lidt. Jeg køber fotobøger for tusindvis af kroner hvert år, senest den ellers totalt udsolgte 'Raised by Wolves' af Jim Goldberg, som jeg tror er overdrevet inspirerende. En bog som den, skal man ikke spilde på en travl mandag aften, den skal nydes og studeres som årgangsvin.

Hvilke regler har du for brugen af mobil og net på ferien?
Laver ikke regler for eller imod den slags. Jeg er på, når jeg har det godt med at være på.

Hvilket nyhedssite vil du ikke kunne holde dig fra?
Sommeren er mere til dybde end hurtige nyheder. Men ellers kommer det fuldstændigt an på hvad der sker. Jeg følger meget internationale nyheder og værdsætter f.eks. New York Times (med alle dens fantastiske undersites), som er min startside for tiden.

Hvilke mediemennesker vil du gerne møde?
Nogle med en holdbar økonomisk model til at lave dybdeborende kvalitets (foto-)journalistik på nettet.

Hvilket resultat på jobbet vil du være mest stolt af at have nået siden sidste sommer?
I foråret vandt mit arbejde fem første priser i Årets Pressefoto blandt andet begge hovedpriserne Årets Fotograf og Årets Billede. Billederne/ historierne er alle nogle, som jeg virkelig brænder for, for eksempel om de fem millioner internt fordrevne i Colombia, men også portrættet af den norske statsminister Stoltenberg og reportagen fra Libyen-krigen.

 

Hvilken udfordring venter på jobbet, når du kommer tilbage fra sommerferie?
I starten af næste år udkommer min fotobog Amazonas. Det er personlig rejse ind i vildnisset med alle dens intense personligheder. Jeg har fotograferet på bogen siden 2006, og den bliver det stærkeste fotografiske projekt jeg nogensinde har lavet.

Hvilket sommerferie-spørgsmål vil du gerne stille andre i mediebranche?
Hvorfor blev du egentlig journalist - og hvordan skal dine læsere/ lyttere/ seere virkelig mærke det efter sommerferien?

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også