Nævnet godkender DR's public service indsats

Radio- og tv-nævnet har gennemgået DRs public service-redegørelse for 2011 og finder samlet set, at DR opfylder public service-kontraktens krav. Nævnet konstaterer, at DR sender flere nyhedstimer end påkrævet, men også at DR på børn- og ungeområdet sender en markant mindre andel danskproduceret tv end tidligere.
Per Fanefjord Laursen

Radio- og tv-nævnet har gennemgået DRs public service-redegørelse for 2011 og finder samlet set, at DR opfylder public service-kontraktens krav.

Nævnet konstaterer, at DR sender flere nyhedstimer end påkrævet, men også at DR på børn- og ungeområdet sender en markant mindre andel danskproduceret tv end tidligere.

”DR prioriterer ifølge sin redegørelse danske og nordiske programmer højt i forhold til børn, men det er lidt trist, at disse programmers andel er klart faldende. Andelen af tv-programmer af dansk oprindelse til børn er således faldet fra 43,5 pct. i 2008 til
33,4 pct. i 2011”, siger formanden for Radio- og tv-nævnet Christian Scherfig

Han understreger, at der ikke i kontrakten er krav om en bestemt andel danskproducerede programmer til børn.

Også i forhold til DRs engagement i dansk filmproduktion har DR allerede fra kontraktens første år et relativt stort efterslæb.

”Det er først ved kontraktens udløb, det kan vurderes, om DR har opfyldt kontrakten på dette område, men Nævnet gør opmærksom på det relative efterslæb og opfordrer DR til en øget indsats,” siger Scherfig.

Forældreklager
Der har i 2011 været en række forældreklager, efter TV-Avisen viste voldelige billeder af Gadaffis død, og DR Update viste billeder af forkullede lig fra Somalia.

”Nævnet opfordrer på baggrund af disse eksempler DR til særlig varsomhed i forhold til sin dækning af voldsomme begivenheder,” siger Christian Scherfig.

Ny kontrakt med færre krav
2011 er det første år med den nye public service-kontrakt, der gælder for perioden  2011-2014. Nogle af de væsentlige ændringer, der har fundet sted i kontrakten, indebærer, at der er konkrete timekrav til opfyldelse for færre programkategorier end
tidligere, og at der som udgangspunkt ikke skal ske en opdeling af programtyper på  førstegangstimer og genudsendelsestimer.

Derudover har DR valgfrihed i forhold til, hvilke kanaler forpligtelserne opfyldes på, oplyser Nævnet.  

Løftet pegefinger for ungdoms indsatsen
Endelig hæfter nævnet sig ved et relativt kraftigt fald i antallet af timer med tv-programmer til unge. Nævnet formoder dog, at timetallet vil stige kraftigt, når DRs  tilbud til unge, DR Mama, har sendt i et fuldt år.

Nævnet er klar over, at DR dropper Mama til januar 2013 og lancerer en anden ungdomsstrategi. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også