Regionale: Truslen er DR Radio - ikke stort SBS

Der synes at lure et hårdt slag mod kommerciel lokal- og regionalradio, når SBS Radio efter gårsdagens konsolidering ruller sig ud på annoncemarkedet som ét radioselskab med i alt seks, næsten nationale kanaler i porteføljen.

Per Fanefjord Laursen

Der synes at lure et hårdt slag mod kommerciel lokal- og regionalradio, når SBS Radio efter gårsdagens konsolidering ruller sig ud på annoncemarkedet som ét radioselskab med i alt seks, næsten nationale kanaler i porteføljen.

”Det kunne ligne et hårdt slag mod resten af de kommercielle radiostationer, når SBS Radio folder sig ud på annoncemarkedet, men reelt er det mere en genetablering af tilstanden før 2003 med et dominerende SBS-selskab og en gruppe af store lokale og regionale radiostationer,” konstaterer direktør Ole Søndergaard, bl.a. Radio Go!FM og Radio ABC.

Helt generelt anerkender Ole Søndergaard, at SBS' konsolidering er godt for det samlede kommercielle radiomarked, fordi det bør stabilisere og derefter styrke det prisniveau, annoncørerne betaler for at nå lytterne. Dermed er der flere penge til at tage kampen op mod DR.

Tilbage til 2003
Han afviser dog, at de lokale og regionale radioer nu står mere eller mindre truet. Til gengæld ærgrer han sig over udviklingen de seneste ti år. Knap ti år efter udbuddet af national kommerciel radio, ender situationen nemlig snart, som den var, før Sky Radio og Radio 100FM gik i luften i november 2003.

”Det kunne vække bekymring på de regionale radiostationer, at de snart står over for en ny konstellation af radioer og formater, når SBS reorganiserer sine seks radioer, men de regionale aktører er mere bekymrede for, at DR stadig har for mange lyttere på grund af deres stramt formaterede radiostationer, der drives for store public service beløb,” lyder kritikken fra Ole Søndergaard.

“Det er rigtigt ærgerligt at se, at efter så mange år, er vi endt med, at DR har løftet deres share fra ca. 65 procent for 10 år siden til ca. 75 procent i dag,” lyder status fra direktør Ole Søndergaard.

Betydelig regional lytning
De regionale radioer har allerede et godt greb om lytterne i deres respektive markeder, og samlet er de en væsentlig faktor, påpeger Ole Søndergaard.

SBS’ seks mere eller mindre landsdækkende radiostationer vil, som tallene ser ud i dag, kunne mobilisere en kommerciel share på godt 50 procent (i 12-50 år) mens resten af den kommercielle lytning sker på de store regionale radioer fra Lolland til toppen af Jylland, ifølge de seneste Gallup PPM-målinger.

Usikker fremtid for DDR-samarbejde
Ole Søndergaard medgiver, at fremtiden for de lokale/regionales salgsrepræsentation, DDR, umiddelbart tegner usikker til januar, hvor Radio100 og Soft træder ud, og et stærkt SBS Radio samtidig tilbyder mediabureauernes høj dækning med seks nøje brandede og formaterede radiokanaler.

Direktør Kent Kordt fra den regionale radio ’Klubben’, der ejes af Fynske Medier, erkender også, at der hersker en usikkerhed om de nationale annonceindtægter, men siger:

“Jeg er sikker på, at vi har nationale reklamer på vores radiostation også til januar, men om det bliver i et setup, der ligner det fra før 2003 eller noget helt andet, er endnu for tidligt at sige noget om.“

I runde tal investerer regionale og lokale annoncører ca. 170 mio. kr årligt i de respektive radiostationer, der dækker deres områder. Det ændres der ikke på, men kampen om de ca. 100 mio. kr. i national annoncering er skærpet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også