MediaCast: Varemærket er vækstfaktoren

Et medies brand er nøglen til vækst, lyder det fra direktør Rasmus Bech Hansen, der rådgiver flere internationale medievirksomheder som britiske Sky.
Camilla Mehlsen

Når det britiske tv-selskab Sky er i vækst, hænger det tæt sammen med, at de har været gode til at opbygge et stærkt brand. Det kan de danske medier lære meget af.

Sådan lyder det fra ugens gæst i MediaCast, direktør Rasmus Bech Hansen, som for nylig er trådt ind i Informations bestyrelse. Som direktør af bureauet VentureThree rådgiver Rasmus Bech Hansen en række store medievirksomheder. Han hjælper blandt andet Sky med at positionere sig og styrke dets brand.

”Hvis du spørger James Murdoch i dag, vil han sige, at brandet har været den primære årsag til Sky’s meget store vækst og store succes… Uden at skyde på danske medievirksomheder synes jeg, at den brandingtilgang, der er blandt danske medievirksomheder, er, at det i bedste fald er et reklametiltag, man laver i ny og næ,” siger Rasmus Bech Hansen i MediaCast.

Han peger særligt på, at de danske kommercielle tv-selskaber ikke har formået at positionere sig med en tydelig identitet.

”Hvis du spørger folk på gaden ’luk øjnene, og sig, hvad I tænker, når I hører TV 3 og TV 2’, så er min fornemmelse, at det er et ret flimrende billede, der tegner sig… De kunne godt gøre det bedre, end de gør,” siger Rasmus Bech Hansen.

I MediaCast fortæller Rasmus Bech Hansen, hvorfor varemærket er en vigtig vækstfaktor, og hvorfor danske medier har grund til at frygte, at de dygtigste danske journalister søger mod internationale medievirksomheder.

Først i MediaCast giver chefredaktør Anders Heering et rids over ugens medienyheder.

Hent MediaCast som RSS eller abonner på MediaCast i iTunes:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også