DS: Innovationspulje løser ikke problemet

Meget godt, men langt fra godt nok. Sådan lyder kommentaren fra Danske Specialmedier til kulturminister Uffe Elbæks (R) signal om, at innovationspuljen kan tænkes at træde i kraft før tid - hvis en ny mediestøtte ikke kan komme på plads til 1. januar 2013.

Meget godt, men langt fra godt nok.

Sådan lyder kommentaren fra Danske Specialmedier til kulturminister Uffe Elbæks (R) signal om, at innovationspuljen kan tænkes at træde i kraft før tid - hvis en ny mediestøtte ikke kan komme på plads til 1. januar 2013.

"Innovationspuljen er god for nye medier, men den løser ikke problemstillingen for de fritstående netmedier, der allerede er etableret. Her er det den årlige driftsstøtte, der er relevant og interessant," siger Christian Kierkegaard, direktør i Danske Specialmedier.

Innovationspuljen er i Mediestøtteudvalgets rapport fra efteråret 2011 skitseret som en pulje, der kan støtte etablering af nye medievirksomheder samt udvikling, omstilling og sanering af eksisterende. Puljen står til at rumme min. 12 mio. kr., men regeringens er langt fra færdig med at lægge penge-puslespillet til mediestøtten.

Det er en af hovedgrundene til, at kulturminister Uffe Elbæk i går udsatte mediestøtteforhandlingerne til efter sommerferien - og en af flere grunde til, at en ny støtte formentlig først vil træde i kraft 1. januar 2014. Før da er der behov for en mere vægtig overgangsordning, end innovationspuljen giver mulighed for, mener Danske Specialmedier.

"Det ideelle for os vil stadig være at få så hurtig en proces efter sommerferien, så en ny mediestøtteordning kan træde i kraft per 1. januar. Hvis det bliver for vanskeligt at nå, må man i det mindste sørge for at afbøde skaderne, indtil mediestøtten kan træde i kraft. Vi arbejder med et forslag, hvor finansieringen kommer fra de overskydende licensmidler, men kan man finde en anden finansieringsform, er vi også åbne for det," siger Christian Kierkegaard, der gerne ser en pulje øremærket til net- og nichemedier på omkring 20-25 mio. kr. på linje med oplægget i Mediestøtteudvalgets rapport.

- LR 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også