Ny mediestøtte skrider til 2014


Mediebranchen kan godt begynde at indstille sig på, at vi skriver 1. januar 2014, mere end seks år efter, at den daværende regering bad professor Anker Brink Lund om at tage fat på en revision af mediestøtten, før en ny mediestøtteordning endeligt vil træde i kraft. Det bekræfter kilder tæt på den politiske proces over for MediaWatch.


Mediebranchen kan godt begynde at indstille sig på, at vi skriver 1. januar 2014, mere end seks år efter, at den daværende regering bad professor Anker Brink Lund om at tage fat på en revision af mediestøtten, før en ny mediestøtteordning endeligt vil træde i kraft.

Det bekræfter kilder tæt på den politiske proces over for MediaWatch.

Udadtil hedder ambitionen og målet for regeringen stadig, at få en ny model i hus til 1. januar 2013, men meget taler for, at løbet er kørt for den timing. Først og fremmest den teknikalitet, at mediestøttens karakter af driftsstøtte gør, at den skal træde i kraft ved et årsskifte og ikke inde i et år - bl.a. af hensyn til mediernes regnskab og budgetlægning.

Lovforslag i oktober
Den mest realistiske proces, efter kulturminister Uffe Elbæks udsættelse af mediestøtte-forhandlingerne i går, er, at politikerne mødes i august, indleder og afslutter forhandlingerne, hvorefter der fremlægges et lovforslag i oktober.

Når der forligger et egentligt lovudkast, sendes det til godkendelse i EU. Normalt vil sagsbehandlingen her vare et par måneder, men der er ingen garantier - som også medieordfører Mogens Jensen (S) og kulturminister Uffe Elbæk (R) behændigt har signaleret i går og i dag. Et realistisk bud er ifølge MediaWatch oplysninger, at en EU-godkendelse vil lande omkring 1. februar 2013.

Derefter skal lovforslaget vedtages, og dermed peger pilen på 1. januar 2014, før den nye model kan komme ud og arbejde.

Innovationspuljen sat i spil
Dét tidsmæssige regnestykke kan kulturminister Uffe Elbæk (R) formentlig allerede på rygraden. I dag har ministeren meldt ud, at den planlagte innovationspulje kan træde i kraft tidligere, hvis hovedordningen ikke kommer på plads til årsskiftet.

Meldingen er let at læse som et forsøg på at komme de (net-)medier i møde på forhånd, der med en udsættelse vil skulle vente endnu 12 måneder på at blive ligestillet med kollegerne, der udkommer på print - og afmontere kritikken på forhånd.

Når innovationspuljen overhovedet kan komme i spil tidligere, skyldes det, at den langt lettere og bedre kan lanceres i løbet af året, fordi den vil uddele enkelttilskud - og ikke vedvarende støtte til driften.

DS: Risiko for skred
Den tolkning er Danske Specialmediers direktør, Christian Kierkegaard, enig i.

"Driftsstøtten er svær at igangsætte midt i et år. Innovationspuljen er nemmere at sætte i gang inde i et år, fordi det er en projektstøtte. Driftsstøtten er en anden sag, fordi den bevilges for et år ad gangen," siger Christian Kierkegaard, der også ser en stor risiko for, at timingen af mediestøtterevisionen skrider.

"Men jeg håber, at regeringen i det kommende forhandlingsforløb vil leve op til sine egne ambitioner. Udgangspunktet for både S, SF og R, var, da de sad i opposition, at der hurtigst muligt skulles skabes ligestilling mellem de trykte medier og netmedierne. En ny 12 måneders udsættelse vil være med til at forstærke konsekvenserne af de ulige konkurrencevilkår, der er i dag," siger Christian Kierkegaard.

- PFL, LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også