Av av, Miki Mistrati faktatjekket på Twitter

At det er nemt at tjekke påstande om Twitter på Twitter, erfarede Ekstra Bladets nyhedschef, efter han udtalte sig om det sociale medie i Presselogen. Miki Mistrati kritiserede i Presselogen på TV2 News søndag DBU's beslutning om, at landsholdsspillerne skal  holde sig fra Twitter under EM-slutrunden.

At det er nemt at tjekke påstande om Twitter på Twitter, erfarede Ekstra Bladets nyhedschef, efter han udtalte sig om det sociale medie i Presselogen.

Miki Mistrati kritiserede i Presselogen på TV2 News søndag DBU's beslutning om, at landsholdsspillerne skal  holde sig fra Twitter under EM-slutrunden.

Ekstra Bladet havde skrevet, at DBU's forbud mod brug af Twitter i virkeligheden skyldtes, at DBU havde solgt rettighederne til spillernes ytringer til Samsung, som DBU samarbejder med.

Det er censur og styring, der fraholder både journalister og almindelige borgere at følge spillerne tæt,  mente Ekstra Bladets nyhedschef.

"Jeg følger selv rigtig mange på Twitter, og det er enormt fedt, at kunne være tæt på dem, man følger," sagde han.

Rigtig mange = 11
Sagen er bare, at Miki Mistrati alias @Mrmistrati på det tidspunkt kun fulgte 11 Twitterprofiler.

Det imponerede ikke aktive tweetere, som Berlingske-journalisten Line Holm Nielsen, der havde faktatjekket påstanden og fra sin profil @LineHolm1 kommenterede: 

"Miki Mistrati i #Presselogen ang DBUs twitterforbud: “Jeg følger selv enormt mange på Twitter” (ja, 11 personer)"

Kommentaren blev flittigt re-tweetet, altså sendt videre på Twitter, og kommenteret. Blandt andre af @Sissesejr, der fortsatte med en henvisning til, at Mistrati i presselogen også havde anklaget DBU for ikke at følge med tiden og de sociale medier: 

"@LineHolm1 @mrmistrati - Og DBU skal bare erkende, at det er fremtiden. Det man siger, skal man selv."

Det blev også kommenteret, at @Mrmistrati heller ikke har været den mest produktive tweeter. 

"Af en, som har skrevet 56 tweets på et halvt år, gør @MrMistrati sig i det hele taget i overraskende høj grad til twitter-ambassadør," skrev @jakobhorn. 

@Mrmistrati har dog skummet lidt fløde af drilleriet: Siden søndag har han mere end fordoblet antallet af følgere på Twitter.

DBU fastholder i øvrigt, at forbudet mod Twitter er en sportslig beslutning truffet af Morten Olsen og altså ikke hænger sammen med aftalerne med Samsung. 

- JHT
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også