Global: Bonnier lancerer Iphone-magasin

Bonnier lancerer verdens, måske, første Iphone-magasin, Apple indgår forlig om 4G-netværk i Australien og Twitter har muligvis knækket en meget vigtig kurve...

Bonnier lancerer Iphone-magasin
Angiveligt er Bonniers Iphone-udgave af magasinet Icon, som Bonnier lancerer i juni, det første af sin slags i verden. Musikmagasinet vil fungere som en app, der kan downloades af Iphones og vil hente det meste af sit indhold fra det trykte magasin.
"Folk læser rigtig meget på telefonen. Alt fra mikrolæsning til bøger indtages på telefoner. Det her bliver en tilføjelse til papiret," siger Icons chefredaktør Peter Smirnakos. Icon blev lanceret som printmagasin i slutningen af september 2011, skriver svenske journalisten.se.

Twitter tjener mere på mobil end på computer
Twitter har muligvis knækket en vigtig kurve. 60 pct. af Twitters brugere benytter det sociale medie fra en mobil-telefon. Og nu melder selskabet, at annoncekronerne er fulgt med: For første gang nogensinde har Twitter tjent flere penge på mobil-annoncer end på almindelige online annoncer, skriver Ad Age.

Facebook sælger mobil-only annoncer
Også Facebook er ivrig efter at kapitalisere på den stigende mobil-trafik. Og nu tilbyder det sociale netværk annonceplads på mobile platforme uafhængigt af pc’er, skriver Ad Age. Det er et stort skridt for firmaet, der har erkendt, at netop dette område er en stor udfordring at tjene penge på - et problem, der gør investorerne skeptiske og har været medvirkende til at sende selskabets aktiekurs på en rutchetur.

Apple indgår forlig i 4G-forlig i Australien
Apple har indgået et 2,25 mio. dollars-forlig i en forbrugertvist i Australien. Firmaet var anklaget for at vildlede australske forbrugere om hvorvidt den nye Ipad havde 4G-netværk, skriver Venture Beat.
I marts udmeldte den Australske forbrugerombudsmand, at man ville sagsøge Apple for vildledende markedsføring, da den nye Ipad ikke kan kommunikere med det australske 4G-netværk. Forliget er dog endnu ikke blevet endelig godkendt af en dommer.

- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også