Hvor finder I pengene, DR?

Er de nye kanaler ikke dyrere end de gamle? DR's økonomidirektør, Martin Præstegaard, svarer på spørgsmål om økonomien i "Et skarpere DR".
Julie Hornbek Toft

Det lyder dyrt. Hvor kommer pengene fra?

Det har været reaktionen blandt flere medieanalytikere og eksperter, efter DR mandag præsenterede den omfattende plan for en omlægning af DR's seks tv-kanaler som et led i strategien om at skabe "Et skarpere DR". Planen nedlægger DR HD og DR Update, men opretter to helt nye kanaler, styrker DR2, DRK og børneprogrammerne. Samtidig har DR en generel ambition om at støtte hovedkanalen DR1. 

Spørgsmål om financieringen af "Et skarpere DR" er blevet besvaret med, at I vil "blande kortene i budgettet". Men er de nye tiltag ikke overordnet dyrere, end de kanaler I afvikler?

"Grundlæggende kan man sige, at vi har seks tv-kanaler i dag, og det har vi også fremover. Men økonomisk så blander vi kortene anderledes. Vi flytter DR Update-budgettet ind på DR2. Og det, der var Mama, flyttes ind i det nye DR3," siger DR's økonomidirektør Martin Præstegaard

Men overordnet kunne det se ud som om, at det regnestykke ikke går op? Kan I levere skarpere DR for de samme penge, som I har arbejdet med indtil videre?

"Økonomien vil få betydning for, hvilket kvalitetsniveau vi kan levere. Vi har gjort to ting: Bestyrelsen har anmodet kulturministeren om i omegnen af 40 mio. kr. af merlicensmidlerne til styrkelse af børne og unge-tv. Den DR1-satsning, vi foretog i marts, som blandt andet indebærer en flytning af TV Avisen, ville vi støtte op om med et større tocifret millionbeløb. Det blev fundet i effektiviseringer og omprioriteringer i DR. Eksempelvis fornyede vi vores telefonaftale. Det er sådan nogle ting, vi samler op på og sender pengene videre til nye områder." 

Men får I ikke brug for flere penge, end I kan spare på den måde?  

"Samlet så mener vi, at vi med den anmodning, vi har sendt til politikerne, kan levere tilfredsstillende i forhold til de mål, vi har sat." 

Hvad sker der så, hvis I ikke får de ekstra 40 mio. kr.?

"Så må vi klare os med de penge, vi har. Men det vil betyde noget for kvalitetsniveauet og antallet af dansksprogede produktioner." 

Så planen om at levere mere dansk kvalitets-tv og nyheder til børn og unge afhænger af den bevilling?

"Ikke om vi kan gennemføre kanalomlægningen. Men kvaliteten bliver anderledes. Og måske kan vi ikke levere i samme mængde, som vi gerne vil." 

Og nogle af pengene stammer fra omlægning af DR's byggelån?

"Når vi effektiviserer, så ser vi også på de store lån, vi skylder i DR-byggeriet. Dem lægger vi hele tiden om for at optimere, og der har vi hentet knapt et tocifret millionbeløb." 

Hvor ellers henter I penge i effektiviseringer?

"I planen for DR, der løber indtil 2014, er det klart skrevet ind, at vi skal have flere penge til indhold. Så vi effektiviserer støttefunktionerne i DR: teknik, økonomidriften, driften af vores bygninger. Desuden har vi været ude i nogle store udliciteringsøvelser, eksempelvis af hele bygningsdriften - rengøring, reception, post, kantine m.v."  

Martin Præstegaard oplyser, at der ikke findes offentligt tilgængelige regnskaber og budgetter for de enkelte kanaler i DR.

- JHT 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også