Anders Krab-Johansen: Nyt Borsen.dk skal løfte net-annoncering

Børsens nye netavis skal lokke gratisterne til at købe adgang og tydeliggøre forskellen på anonyme klik og Børsen-læsere, siger avisens chefredaktør.

Børsen har annonceret, at avisen i aften annoncerer et nye Borsen.dk med en større betalingsdimension. Sitet vil dog stadig indeholde gratis indhold.  


Hvad er forskellen på Borsen.dk nu og fremover? En del af indholdet er jo allerede gemt bag betalingsmur?

"Grundsystemet er det samme, som vi har haft i mere end et år nu. Abonnementer har adgang til alt, mens gratister har adgang til de løbende nyheder. Forskellen er, at nu kan vi gøre det endnu bedre for abonnenterne. Desuden kan vi lægge alt fra avisen, Børsen Finans og Pleasure ud på nettet. Der bliver ikke mindre gratis – der bliver bare mere til abonnenter."

"Desuden vil en ny "intelligent database" automatisk finde relaterede artikler og hele tiden fortælle læserne, hvad de ellers skal læse af relateret stof.  Den "automatiske research" bliver udbygget fremover til også at finde stof fra andre kilder. Funktionen har været på vores tablet, siden den blev lanceret. Og vi kan se, at det får læserne til at blive længere på sitet. "

Nu står abonnenter for over 30 pct. af jeres trafik. Hvad er jeres forventninger til det tal fremover? 

"Vi forventer, at det vil stige. Men vi har ikke et tal på det. Det er gået hurtigere, end vi havde regnet med, så vi skal nu sætte os et nyt ambitiøst mål. Desuden forventer vi også en effekt den anden vej rundt: Som gratist vil man kunne læse starten af de ting, der er gemt bag password. Vi håber, at vi kan få salg den vej rundt: at gratister får lyst til at abonnere, når det bliver tydeligt, hvad de går glip af."

Hvordan forventer I, at det nye Borsen.dk vil påvirke annoncesalget?

"Vi introducerer nogle nye annonceformater, som vi håber giver salg i sig selv. Men generelt er jeg blandt dem, der synes, at det digitale annoncemarked er noget umodent. Det er meget baseret på ”et klik er et klik”. Jeg håber, at vi kan være med til at modne markedet, så der blandt andet skelnes mellem indloggede brugere og gratister. Vores abonnenter har en interessant profil: de har en højere løn og flere penge end gennemsnittet. På den måde er de mere værd end konkurrenternes."

Har I planer om at tilbyde et udelukkende digitalt abonnement?

"Nej. Man køber vores indhold og får hele pakken: avis og digitale platforme. Det skyldes dels, at avisen er vores store forretning. Og dels bliver det hurtigt et kompliceret økonomisk spørgsmål i forhold til moms og mediestøtte, hvis man trækker avisen ud af regnestykket. Før man gør det, skal man være sikker på både at markedet er modent og på økonomien i det – og vi kan ikke se hverken eller."

- JHT

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også