Kæmpe mediestøtte-nedskæring splitter regeringen
Kulturminister Uffe Elbæk (RV) bekræfter i en mail til Dagbladet Politiken, at mediestøtten indgår i regeringens overvejelser af generelle besparelser på erhvervstøtten, som også omtalt på MediaWatch i flere omgange.
Besparelsen, der onsdag var oppe og vende i regeringens økonomiudvalg, drejer som om hele 75-80 mio. ifølge Politikens kilder. Det er næsten det dobbelte af det sparekrav, regeringens medieordførere var blevet enige om inden påske. Planen var at skære 40 mio. i distributionsstøtten, der udgør 350 mio.
Men Finansministeriet og Erhvervsministeriet har imidlertid haft kig på flere besparelser. Ifølge Politiken har der været fokus på nulmomsen, der skønnes at have en værdi på hele 900 mio årligt.
Men den vil regeringens medieordførere ikke røre ved, og det har udløst interne diskussioner.
Uenigheder og sparekrav har i flere runder forsinket regeringens udspil til en revision af mediestøtten, der skal vedtages inden 1. juli.