Engell: Stor uenighed i regeringen om mediestøtte

Mediestøtte-processen var på vej til at gå i hårdknude, men nu ser det ud som om, der er et kompromis og en intern aftale i regeringen på plads inden for en uge, vurderer politisk kommentar Hans Engell.
Per Fanefjord Laursen

Mediestøtte-processen var på vej til at gå i hårdknude, men nu ser det ud som om, der er et kompromis og en intern aftale i regeringen på plads inden for en uge, vurderer politisk kommentar Hans Engell.

”Det store problem har i første omgang været den samlede økonomiske ramme for mediestøtten. I regeringen har meningerne været delte. Ikke så meget efter partipolitiske, men mere minister-faglige kriterier. Jo tættere på pengene, des større sparekrav,” siger han til MediaWatch.

Medier skal også spare
Især finansminister Bjarne Corydon og erhvervsminister Ole Sohn har den opfattelse, at aviserne bør bidrage til regeringens samlede sparebestræbelser, som gælder alle budgetområder. For Sohns vedkommende vil et sparet beløb på medieområdet tage presset af de besparelser, han i øvrigt skal levere.

”Hidtil har regeringen haft svært ved at nå til enighed, for andre ministre synes ikke tidspunktet er til at gøre sig uvenner med store dele af mediebranchen,” mener Engell.

Kompromis på 10 pct.
Han tror, det ender det med et kompromis – der bliver skåret i støtten, men ikke så meget, som nogle havde frygtet og andre håbet.

”Min vurdering er, at der vil blive sparet omkring 10 procent samlet på den del af mediestøtten, som er omfattet af Dyremose-udvalgets rapport (400 mio.) Jeg forventer også, at både regeringens økonomiudvalg og det magtfulde koordinationsudvalg vil træffe beslutning inden for den kommende uge.”

Derefter kommer slagsmålet om fordelingen, hvor regeringen formentlig vil holde sig til de store linjer i rapporten, men papiraviserne kommer til at bløde noget mere og de ’nye’ medier vil blive "vinderne".

EU sinker processen
Men dermed er sagen ikke afsluttet, påpeger Hans Engell.

”Så vidt jeg forstår skal der efterfølgende ske en notifikation i EU, som kan tage en hulens tid. Men ambitionen er, at en ny ordning senest skal kunne træde i kraft 2014.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også