Annonceomsætning voksede 5,6 pct. i 2011

Annoncemarkedet nåede en omsætning på lige under 13 mia. kr. i 2011, viser Reklameforbrugsundersøgelsen - hver tredje annoncekrone bruges nu online.
Per Fanefjord Laursen

Med en stigning på 5,6 pct. landede annoncemarkedet på en samlet omsætning lige under 13 mia. kr. sidste år, viser Reklameforbrugsundersøgelsen 2011, der netop er offentliggjort.

Væksten er den største siden 2006/2007, da annoncemarkedet var på sit højeste. Og 2011 blev det andet år med vækst efter et fald i omsætningen fra 2008 til 2009.

”Det ser nu ud til at markedet har stabiliseret sig og er på vej frem. Endnu er det for tidligt at aflyse krisen. Ikke mindst fordi der stadig går en stor del af annoncekronerne ud af landet, men det er værd at glæde sig over, at vi kan se vækst i markedet generelt,” siger analysedirektør i Danske Medier, Marianne Bugge Zederkof, i en meddelelse.

Internet og radio
Tv nåede med en omsætning på 2517 mio. kr. nye højder, der toppede rekordåret 2007, hvor omsætningen lå på 2516 mio. kr. Væksten blev 11,6 pct. Den største mediegruppe er fortsat internet, der med en vækst på 15,4 pct. nåede over fire milliarder kr. i omsætning og nu har en markedsandel på 31 pct.

Den mediegruppe, der procentuelt vokser mest, er radio, der når op på 270 mio. kr. i omsætning med en vækst på 16,4 pct. Radio er dog fortsat en af de mindste mediegrupper med en markedsandel på to pct. Mediegruppen med størst fald (ud over kategorien "årlige publikationer", der falder 33,8 pct. til 310 mio. kr.) er fagblade og gratismagasiner, der dropper godt tre pct.

Trykte medier stabiliseret
2011 markerede dog stadig det, der ligner en stabilisering af annonceomsætningen for trykte medier efter flere års nedgang for de fleste grupper. De betalte magasiner voksede næsten fire pct., og de lokale og regionale ugeaviser fik en beskeden vækst for første gang siden 2007 – mens de øvrige printmedier måtte se nedgang i øjnene omend tilbagegangen er marginal.

Reklameforbrugsundersøgelsen udarbejdes af Dansk Oplagskontrol/Danske Medier på baggrund af indberetninger fra medier og relevante foreninger i branchen samt estimater inden for de områder, hvor der ikke er datagrundlag nok fra medierne selv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også